Myter om brugerinddragelse

Brugerinddragelse er højt placeret på den sundhedspolitiske dagsorden, men der er mange myter om brugerinddragelse – og de forhindrer udviklingen af et brugerinddragende sundhedsvæsen.

Myterne om brugerinddragelse florerer både blandt politikere og fagfolk. Og det er ofte i den offentlige debat, at myterne optræder. De relaterer sig både til den organisatoriske brugerinddragelse og til den individuelle brugerinddragelse, men fælles for myterne er, at de virker som barrierer for, at brugerinddragelse bliver en integreret del af sundhedsvæsenet.
 

Brugerinddragelse skal afmystificeres

Danske Patienter bidrog i februar 2012 med en artikel til Tidsskrift for Dansk Sundhedsvæsen med det mål at sætte fokus på myterne ved at besvare centrale spørgsmål om brugerinddragelse: Hvad er brugerinddragelse? Hvordan kan brugerne blive inddraget bedre? Og hvorfor er inddragelse af brugernes viden og ressourcer vigtigt?  Læs artiklen her.
 

Inddragelse er mere end information

En af de mange myter om brugerinddragelse er, at inddragelse alene handler om at sikre information til patienten - men brugerinddragelse er meget mere end envejskommunikation. Det er dokumenteret, at god information til patienten øger sandsynligheden for, at patienten følger lægens anbefalinger – men god information opstår først, når man inddrager brugeren og tager afsæt i en dialog, hvor både viden fra patienten og de sundhedsprofessionelle sættes i spil.

For at patienten kan få den bedst mulige behandling, skal de sundhedsprofessionelle have et indgående kendskab til patienten og dennes sygdoms- og livssituation. Det er derfor ikke nok at informere patienten ud fra et fagligt kendskab til f.eks. effekter, risici og bivirkninger af en given behandling – man er nødt til at inddrage patientens viden, så man kan tilpasse behandlingen i forhold dertil, og derved nå det mest succesfulde behandlingsresultat.
 

Patienter er forskellige

Det er vigtigt at lytte til patienten, fordi patienter er forskellige.
Patienten med diabetes, der skal gennemgå en hjerteoperation, har en anden risikoprofil end patienten, der alene har en hjertesygdom. Patienten uden pårørende har brug for en anden støtte og omsorg end patienten med et godt socialt netværk. Og sådan fortsætter eksemplerne.

Brugerinddragelse tjener derfor et dobbelt formål, som skal hjælpe både de sundhedsprofessionelle og patienten. Lægers viden hviler ofte på evidens med udgangspunkt i statistik, mens patienten har en væsentlig anderledes viden, som formes ud fra den enkeltes tilstand og erfaring – viden, der hviler på behov og præferencer. 

Kun ved at kombinere de sundhedsprofessionelles viden med patintens, kan man sikre en effektiv behandling. En behandling, som er tilpasset den enkeltes muligheder og ønsker for at tage aktivt del i behandlingen.
 

Komplicerede sygdomme = behov for inddragelse

Hvis lungebetændelse – som eksempel – var den eneste sygdom i Danmark, ville brugerinddragelse ikke være relevant. Men i dag nærmer antallet af patienter med kroniske sygdomme sig to millioner. Det er meget varierede patientgrupper – ofte med meget komplicerede sygdomsbilleder – og derfor varierer behovene og de personlige ressourcer meget fra patient til patient.

Patienterne har dog det til fælles, at de skal leve med en sygdom resten af livet og for at opnå det bedst mulige behandlingsresultat, er det vigtigt, at patientens perspektiv bliver inddraget i det samlede sygdomsforløb.
 

Læs artiklen Brugerinddragelse - myter og fakta – udgivet i Tidskrift for Dansk Sundhedsvæsen, februar 2012.