Del

Rehabilitering i praksis

Rehabilitering - Beskrivelse af otte patienters konkrete forløb

Det er ikke længere tilstrækkeligt, at sundhedsvæsenet kan tilbyde en hurtig behandling. En voksende andel af danskere lever i dag med en eller flere diagnoser og efterspørger derfor sideløbende rehabiliteringsindsatser, som giver muligheder for at leve et meningsfuldt og selvstændigt liv på trods af sygdom.

Rehabilitering er et af de væsentligste svar på patienters stigende behov for et sundhedsvæsen, der kan håndtere sygdom som del af den enkeltes livsforløb. Rehabilitering er ikke én ydelse, men rummer mange forskellige indsatser på tværs af specialer, sektorer, forvaltninger og faggrupper. Der er i dag alt for meget fokus på ansvarsplacering af opgaveløsningen, frem for et fælles fokus på at skabe sammenhængende indsatser ud fra patienters behov og ressourcer.

Der er solid dokumentation for, at rehabilitering øger patienttilfredsheden, forbedrer den samlede behandlingseffekt og dermed har en indbygget samfundsøkonomisk gevinst. Rehabilitering kræver både specialiserede kundskaber fra mange forskellige faggrupper og generelle kompetencer til at samarbejde med afsæt i den enkeltes behov og tilpasset den enkeltes ressourcer. For at kunne tilbyde rehabilitering af høj kvalitet også i de mindre kommuner, er det nødvendigt, at etablere samarbejder mellem kommunerne.

Danske Patienter vil med dette casekatalog tydeliggøre hvad rehabilitering er i praksis ved hjælp af beskrivelser af otte patienters konkrete rehabiliteringsforløb. For at illustrere bredden har vi udvalgt otte meget forskellige rehabiliteringsforløb, både gode og dårlige. I hver case beskrives patientens rehabiliteringsforløb og en boks i højre side opsummerer den erfaring eller inspiration det enkelte forløb kan give bidrage med. Vi håber, at casekataloget kan inspirere politikere og beslutningstagere i sundhedsvæsnet til at forstå rehabiliteringens betydning og nødvendighed som en vigtig del af sundhedsvæsenets samlede tilbud.
 

GOD LÆSELYST 

Læs casekataloget her