Danske Patienter har særligt fokus på hvordan kvaliteten på det medicinske område kan forbedres.
Det medicinske område trænger til et markant løft med et særligt fokus på de komplekse medicinske patienter. Gode intentioner er ikke længere nok, der må handling til, så medicinske patienter og kronisk syge med komplicerede behandlingsforløb får en anstændig behandling i sundhedsvæsenet.
De medicinske patienter svigtes i dag og kommer ofte i klemme i sundhedsvæsenet. De oplever uværdige indlæggelser på de medicinske afdelinger, præget af overbelægning, manglende personale og ineffektive forløb. Når patienterne udskrives, har de problemer med at få den pleje og hele den rehabiliteringsindsats, de har behov for, så de kan leve et værdigt liv.
Medicinske patienter har kun i begrænset omfang gavn af ordninger om frit sygehusvalg og behandlingsgarantier, både fordi der mangler kapacitet til fritvalgspatienter på de medicinske afdelinger, og fordi de fleste medicinske patienter indlægges akut og har komplekse problemstillinger, som ikke kan varetages på privathospitaler. Derfor bliver de medicinske patienter ofte forbigået i sundhedsvæsenets prioriteringer.
For at få kvalitet i de medicinske patienters forløb kræves der en særlig indsats. Medicinske patienter skal sikres rettigheder i form af ret til hurtig udredning, behandling og rehabilitering af højeste kvalitet gennem forpligtende kvalitetsstandarder, som afspejler kvaliteten af samlede forløb – ikke fragmenterede indsatser. Kvalitetsstandarderne skal dokumenteres både på de medicinske afdelinger, i kommunerne og i praksissektoren.Der skal fokus på udredning og behandling af patienter med flere sygdomme, inddragelse og kommunikation, tværfagligt samarbejde og koordination mellem indsatserne.
I "Læs mere" boksen til højre, gør vi opmærksom på en række indspil og debatindlæg, der er udarbejdet indenfor samme tema.


