Birgit Larsen Jensen fik konstateret parkinson i 2008. Hun kontaktede en psykolog, og det blev altafgørende for hendes håndtering af sygdommen – og for hendes evne til at blive i jobbet som sygeplejerske.
Birgit Larsen Jensen oplevede det som et chok, da hun fik at vide, at hun var diagnosticeret med parkinson. Det var som at blive sat i fængsel – et fængsel, hun aldrig ville slippe ud fra. Hun følte, at hun var blevet frarøvet sin identitet og brugte det meste af tiden på at stirre ud i luften.
Accept af sygdommen
Da sygdommen ramte, gik Birgit Larsen Jensen allerede i terapi på grund af konflikter på arbejdspladsen, og det kom hende til gode. Kontakten til psykologen hjalp hende med at takle sygdommen og var altafgørende for, at hun kunne blive på arbejdsmarkedet i jobbet som sygeplejerske.
Selv om hun sammen med psykologen arbejdede på at acceptere den nye situation, oplevede hun, at der var en klar sammenhæng mellem sygdommens udvikling og hendes psykiske tilstand. Når sygdommen udviklede sig og blev værre, påvirkede det hende og gav et nyt personligt dyk. Ligegyldigt, hvor afklaret Birgit Larsen Jensen følte sig i forhold til sygdommen, påvirkede det hende, når den udviklede sig. Derfor havde hun stor glæde af samtalerne med psykologen.
Psykologen hjælper
Birgit Larsen Jensen går fortsat i terapi, selv om det er for egenbetaling. Godt nok har hun lært at acceptere sygdommen, men der er stadig perioder, hvor hun har brug for psykologisk støtte. Behovet opstår blandt andet, når sygdommen udvikler sig og bliver værre. Og så betyder det meget for Birgit Larsen Jensen at fortsætte arbejdet med sig selv – for hendes sygdom forsvinder aldrig, og derfor kræver livet noget ekstra af hende.
Birgit Larsen Jensen mener, at det har været helt afgørende for udviklingen af sygdommens symptomer, at hun lige fra begyndelsen har fået psykologisk hjælp og støtte. Uden den støtte ville hun have været tvunget til at forlade arbejdsmarkedet meget tidligere.
