Cecilie Magnussen har levet med sclerose siden 1992. I lang tid tænkte hun ikke over sygdommen, men da den kom i vejen for hendes karrieredrømme, gik alvoren op for hende – og hun fik brug for psykologhjælp.
Der gik fem-seks år fra Cecilie Magnussen fik diagnosen sclerose, til hun erkendte, at hun rent faktisk var syg. I de år mente hun simpelthen, at lægerne havde taget fejl. Først da hun droppede sit studie på RUC, fordi hun ikke kunne holde til gåturen fra stationen til studiestedet, gik det op for hende, at noget var galt.
Skræmt af sygdommen
Hun begyndte i stedet at læse til arkitekt. Det gik godt i et stykke tid, men efterhånden kunne Cecilie Magnussen ikke længere tegne en lige streg. Sclerosen viste sig tydeligt i det ydre, og det skræmte hende. Hun var bange for at tænke på sig selv som syg, for på den måde at lade sclerosen fylde for meget.
Egentlig havde Cecilie Magnussen brug for psykologhjælp til at håndtere sygdommen – hun vidste det bare ikke. Først da hun tog kontakt til Scleroseforeningen og fik en samtale med en af foreningens psykologer, blev det klart. Egentlig ringede hun blot til foreningen for at dele sine bekymringer med nogen, der kendte til hendes sygdom, men psykologerne gjorde mere end blot at lytte. Netop fordi de kendte til hendes sygdom, kunne de hjælpe på en måde, hun senere har erfaret, at andre psykologer ikke kan.
Målrettet hjælp
Cecilie Magnussen ville have ønsket, at hun havde været bedre orienteret om mulighederne for hjælp – og om, at sclerose ikke blot er en fysisk lidelse, men også har psykologiske følgevirkninger. Samtalerne med psykologerne har givet hende en tryghed. Der er et sted, hun kan gå hen – hvor man kan forstå hende, kender hendes sygdom og ved, hvordan man bedst kan hjælpe.
Sygdommen sclerose har nogle helt særlige måder at arte sig på, og det har været en stor hjælp for Cecilie Magnussen at tale med nogen, der har specialiseret viden om sygdommen.
