Karen Andreasen fik konstateret KOL i 2001, og i årene efter blev hun ofte syg. De mange sygemeldinger på grund af lungesygdommen gav hende stress, og hun udviklede mavesår. Hun manglede hjælp til at håndtere sin sygdom.
Syg – igen. Karen Andreasen begyndte at mærke presset. Det stressede hende, at hun gang på gang måtte sygemelde sig fra jobbet som kontormedarbejder på fuld tid. Hun havde svært ved at håndtere de ændringer og begrænsninger, som hendes lungesygdom medførte. Hun følte sig suget ned i et dybt hul.
Det gjorde det ikke bedre, at hun måtte vandre fra den ene praktiserende læge til den anden i jagten på behandling. Lægerne vidste ikke nok om KOL og havde svært ved at hjælpe hende med de psykiske følevirkninger. Karen Andreasen blev så påvirket af omstændighederne, at hun udviklede mavesår. Og efter længere tids sygemelding blev hun fyret fra sit job.
Manglede vejledning
I tiden efter fyringen gik Karen Andreasen til psykolog for at bearbejde de begrænsninger, som fulgte af sygdommen. Men det var svært. Hun følte sig alene og isoleret med sin lidelse og måtte kæmpe for behandling af de psykiske følgevirkninger. Der skete intet, hvis hun ikke direkte bad den praktiserende læge om hjælp. Det var op til Karen Andreasen selv at skabe en bedre tilværelse.
Hun priste sig lykkelig for sin vilje og styrke til selv at opsøge den nødvendige hjælp og rådgivning, men tænkte meget på andre i samme situation, og hvad det ville betyde, hvis man var knap så god til kræve hjælp. Karen Andreasen oplevede, at de praktiserende læger vidste alt for lidt om KOL. I mangel på kvalificeret information, vejledning og behandling fra begyndelsen, voksede hendes spørgsmål og usikkerhed omkring sygdommen.
Særlig hjælp til kronikere
Karen Andreasen gik på efterløn efter en tid som ledig. Hendes sygdom bliver i dag korrekt behandlet, og hun klarer hverdagen selv. En bedre hjælp til at håndtere diagnosen som kronisk syg ville dog have sparet hende for meget.
