Kirsten Plytsgaards rygsmerter er så alvorlige, at hun ikke længere kan arbejde. Da smerterne tvang hende på førtidspension, fik hun en depression. Desværre havde Kirsten Plytsgaard ikke råd til psykologhjælp.
Afhængig af økonomisk hjælp og ude af stand til at leve som tidligere. Det er virkeligheden for Kirsten Plytsgaard, der igennem 20 år har lidt af alvorlige rygsmerter på grund af hypermobilitet. Da problemerne tvang hende fra arbejdsmarkedet, udviklede hun en depression, men med begrænsede indtægter, kunne hun ikke betale for psykologhjælp. Det lagde pres på hendes familie og venner.
Pres på familien
Kirsten Plytsgaard havde ingen steder at gå hen og søgte derfor støtte i sit personlige netværk – og i særlig grad hos søsteren. Havde det ikke været for venner og familie, ville det ifølge Kirsten Plytsgaard være gået grueligt galt. Hun er dybt taknemmelig for den hjælp, menneskene omkring hende har givet, men kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det ville være gået uden dem. Det har nemlig været en stor udfordring at skulle omlægge sit liv.
Da det gik op for Kirsten Plytsgaard, at hun ikke ville blive rask, blev hun trist og sårbar. Hun bekymrede sig og oplevede følelsesmæssige rutsjeture. Hun kæmpede i mange år for at blive på arbejdsmarkedet – nu kæmper hun med erkendelsen af, at livet aldrig bliver det samme, men også med erkendelsen af at være afhængig af andre, af det sociale system og af ny medicin. Det belaster hende psykisk.
Uden penge – ingen hjælp
Kirsten Plytsgaard er ikke i tvivl om, at omstillingsprocessen kunne være gennemlevet langt nemmere og med større livskvalitet, hvis det havde været muligt at få professionel hjælp – for det har været svært at bevare det positive livssyn. Der er mange gange i sygdomsforløbet, hvor hun ville have ønsket, at professionel hjælp havde været en mulighed for hende. Men når behovet kom, var det ikke økonomisk muligt for hende at betale for hjælpen.
