§ 1 Navn og hjemsted
Foreningens navn er Danske Patienter.
Foreningens hjemsted er København.
§ 2 Formål
Danske Patienters formål er:
- At sikre patienter bedst mulige vilkår i behandlingssystemet.
- At formulere generelle, tværgående og ikke-diagnosespecifikke synspunkter og politikker på vegne af Danske Patienters medlemsorganisationer inden for det sundhedspolitiske område.
- At repræsentere patienter over for statslige, regionale og kommunale myndigheder med videre.
- At være talerør for patienter over for offentligheden og styrke patienternes synlighed.
- At styrke samarbejdet mellem Danske Patienters medlemsorganisationer til gavn for patienter.
-
At styrke samarbejdet med andre nationale og internationale organisationer til gavn for patienter.
§ 3 Medlemmer
Som medlemmer kan optages uafhængige, landsdækkende patientorganisationer, der kan tilslutte sig foreningens formål, og hvis hovedformål er i overensstemmelse med § 2.
Beslutning om optagelse af medlemmer tages af repræsentantskabet med 2/3 flertal af alle stemmeberettigede.
§ 4 Medlemskab og hæftelse
Et medlem kan udtræde af Danske Patienter med tre måneders varsel til et kalenderårs udgang.
Medlemmer, der udtræder af Danske Patienter, svarer fuldt kontingent for det kalenderår, i hvilket udtræden finder sted.
Et medlem er forpligtet til årligt at indsende revideret årsregnskab samt eventuelt reviderede vedtægter til Danske Patienters forretningsudvalg.
Danske Patienter hæfter med sin formue for eventuelle forpligtelser, som foreningen måtte påtage sig.
§ 5 Repræsentantskabet
Danske Patienters højeste myndighed er repræsentantskabet, der udgøres af medlemsorganisationerne.
Repræsentantskabet fastlægger de overordnede synspunkter, politikker og handlingsplaner, der danner grundlag for Danske Patienters arbejde.
Repræsentantskabet mødes én gang årligt til ordinært repræsentantskabsmøde. Mødet skal holdes inden udgangen af april måned. Forretningsudvalget udsender indkaldelse til repræsentantskabsmødet med angivelse af forslag til dagsorden til medlemsorganisationerne senest seks uger før mødet.
Forretningsudvalget udsender senest 14 dage før repræsentantskabsmødet dagsorden, regnskab og forslag.
Dagsordenen til repræsentantskabsmødet skal som minimum indeholde følgende punkter:
1) Valg af dirigent
2) Formandens beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år
3) Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse
4) Behandling af fremsatte forslag til dagsordenen.
5) Valg af formand og forretningsudvalg
6) Valg af statsautoriseret revisor
7) Fastsættelse af dato for midtvejsmøde, jf. § 6.
8) Eventuelt
§ 6 Midtvejsmøde
Der afholdes et årligt midtvejsmøde i repræsentantskabet med henblik på at drøfte principielle spørgsmål. Forretningsudvalget udsender mødeindkaldelse til medlemsorganisationerne senest 14 dage før mødet.
Dagsordenen for midtvejsmødet skal som minimum indeholde følgende punkter:
1) Forelæggelse af forslag til aktivitetsplan for det følgende år til godkendelse
2) Forelæggelse af forslag til budget for det følgende år til godkendelse
3) Fastsættelse af medlemskontingenter
Medlemsorganisationerne kan indsende forslag til dagsordenen indtil senest fire uger før midtvejsmødets afholdelse.
§ 7 Deltagere og stemmeregler
Hver medlemsorganisation har én stemme.
Hver medlemsorganisation har ret til at sende to deltagere til et repræsentantskabsmøde og et midtvejsmøde. Medlemsorganisationer med mere end 50.000 medlemmer har dog ret til at deltage med tre deltagere. Medlemsorganisationer med mere end 100.000 medlemmer har ret til at deltage med fire deltagere, og medlemsorganisationer med mere end 200.000 medlemmer kan deltage med fem deltagere.
Repræsentantskabet er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af medlemsorganisationerne er til stede. Der kan ikke afgives stemme ved fuldmagt.
Alle afgørelser træffes ved simpelt flertal, jf. dog §§ 3, 15 og 16.
Der tages referat af mødet, som underskrives af dirigenten.
Valg til formand og til forretningsudvalget foregår ved skriftlig afstemning. Andre afstemninger skal være skriftlige, hvis mindst tre tilstedeværende medlemsorganisationer fremsætter ønske herom.
§ 8 Forslag til repræsentantskabsmødet
Ethvert medlem af Danske Patienter kan begære forslag optaget til behandling på repræsentantskabsmødet.
Forslag indgives skriftligt til forretningsudvalget senest fire uger forud for et repræsentantskabsmøde. Forretningsudvalget bestemmer, i hvilken rækkefølge indkomne forslag behandles. Forslagene udsendes til medlemsorganisationerne i overensstemmelse med § 5.
§ 9 Ekstraordinært repræsentantskabsmøde
Ekstraordinært repræsentantskabsmøde skal indkaldes når mindst 1/3 af medlemsorganisationerne skriftligt forlanger det og kan indkaldes af et flertal i forretningsudvalget. Indkaldelsesmåde og -frister samt afstemningsregler for et ekstraordinært repræsentantskabsmøde følger de for et ordinært repræsentantskabsmøde gældende bestemmelser.
§ 10 Valg af formand og forretningsudvalg
Formanden vælges for to år ad gangen. Formanden kan ikke samtidig være bestyrelsesmedlem eller ansat i en medlemsorganisation. Formanden kan genvælges én gang. Fire forretningsudvalgsmedlemmer vælges for to år ad gangen fra fire forskellige medlemsorganisationer. De udgør sammen med formanden Danske Patienters Forretningsudvalg.
Forretningsudvalgsmedlemmerne kan genvælges én gang. Medlemmerne vælges forskudt. Forslag til formand og øvrige medlemmer af forretningsudvalget skal være forretningsudvalget i hænde senest fire uger før repræsentantskabsmødet.
Hvervet som formand er ulønnet. Repræsentantskabet kan dog i særlige tilfælde aftale et honorar. Hvervet som medlem af forretningsudvalget er ulønnet. Direkte udgifter til formandens deltagelse i møder refunderes af Danske Patienter.
§ 11 Forretningsudvalg og tegningsregel
Forretningsudvalget har over for repræsentantskabet ansvaret for foreningens virksomhed herunder for regnskab og budget. Forretningsudvalget fastsætter selv sin forretningsorden.
Forretningsudvalget konstituerer sig selv og vælger blandt sine medlemmer en næstformand. I tilfælde af formandens forfald fungerer næstformanden som formand indtil næste repræsentantskabsmøde.
Forretningsudvalget forbereder møderne i repræsentantskabet og sikrer, at repræsentantskabets beslutninger udføres. Forretningsudvalget arbejder på grundlag af de synspunkter og politikker, som repræsentantskabet fastlægger.
Foreningen tegnes af formand eller næstformand i forening med direktør eller af formand og næstformand i forening.
§ 12 Sekretariat
Forretningsudvalget ansætter en direktør, som leder Danske Patienters sekretariat. Direktøren ansætter øvrigt personale i sekretariatet på baggrund af forretningsudvalgets beslutning om, hvilke kompetencer sekretariatet skal rumme.
Sekretariatet servicerer og understøtter forretningsudvalget og repræsentantskabet i udøvelsen af deres opgaver.
§ 13 Økonomi
Sekretariatet udarbejder forslag til budgetter, som via forretningsudvalget forelægges repræsentantskabet til endelig godkendelse.
Medlemskontingentet fastsættes særskilt af repræsentantskabet. Medlemskontingentet består af et grundbeløb pr. medlemsorganisation, samt et beløb pr. medlemsorganisation, der fastsættes på baggrund af den enkelte medlemsorganisations medlemstal.
§ 14 Regnskab og revision
Danske Patienters regnskabsår er kalenderåret. Regnskabet skal revideres af en af repræsentantskabet valgt statsautoriseret revisor.
§ 15 Vedtægtsændringer
Ændring af nærværende vedtægter kan kun ske på et repræsentantskabsmøde, hvor ændringsforslagene er opført på dagsordenen og mindst 2/3 af de tilstedeværende stemmer for. Dog skal mindst halvdelen af de stemmeberettigede medlemmer af repræsentantskabet være til stede, jf. § 7.
§ 16 Opløsning
Beslutning om opløsning af Danske Patienter kan kun træffes på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde, som har dette emne som eneste punkt på dagsordenen. Beslutningen skal ske med mindst 2/3 af alle stemmeberettigede stemmer.
I tilfælde af opløsning af Danske Patienter tilfalder en eventuel formue medlemsorganisationerne efter samme fordelingsnøgle som er gældende ved betaling af kontingent.

