Børn med syge søskende oplever stress, angst og depression

Nyhed
none

33.000 børn oplever hvert år, at en søskende bliver alvorligt syg. Det har store følelsesmæssige konsekvenser for det pårørende barn, viser ny rundspørge fra Danske Patienter.

Børn, der er ramt af sygdom, oplever en masse udfordringer – ikke mindst i forhold til deres skolegang. Ny rundspørge viser, at også de syge børns søskende oplever psykiske udfordringer som en direkte konsekvens af deres brors eller søsters sygdom. De pårørende børns behov for støtte bliver overset i systemet - det gælder også i regi af skolerne. Forældrene, der har deltaget i rundspørgen, efterlyser mere fokus på børnenes trivsel og behov.

Hvert år oplever 33.000 børn, at deres bror eller søster bliver alvorligt syg. Som barn kan det være svært at forstå, hvad ens søskende fejler, hvorfor mor og far er kede af det eller hvorfor hverdagen ændrer sig.

Man ved fra forskning, at børn, som vokser op i familier med sygdom, er mere sårbare og i højere grad risikerer at føle stress og generel mistrivsel – og man ved, at børnene har brug for støtte og hjælp for at undgå, at situationen får vidtrækkende konsekvenser for deres fremtid. Alligevel viser en ny rundspørge fra Danske Patienter, at børn bliver overset som pårørende, og at deres trygge børneliv er udfordret.

Skolen spørger ikke ind

Hele 80 procent angiver, at skolen ikke spørger ind til det pårørende barns trivsel - selvom over 60 procent har savnet dette fokus fra skolens side.

61 procent af forældrene i rundspørgen angiver desuden, at der ikke er nogle relevante tilbud for børn, som er pårørende til en syg søskende – på trods af at sygdommen også kan have vidtrækkende konsekvenser for det pårørende barn.

Det pårørende barn bliver overset

Der bliver gennemgående spurgt for lidt ind til det pårørende barns trivsel og behov, når sygdom rammer familien. Uanset om det er i mødet med lægen, sygehuset, skolen eller kommunen, svarer over 50 procent af forældrene i rundspørgen, at der slet ikke bliver spurgt ind til det pårørende barn. Tallet er bekymrende, idet mere end seks ud af 10 forældre svarer, at de savner fokus på det pårørende barns trivsel og behov fra fagpersonernes side i forbindelse med sygdommen.

Får stress og depression

Når en søskende bliver alvorligt syg, ændrer hverdagen sig for hele familien. Ikke mindst for de børn, som står på sidelinjen, imens deres forældre skal jonglere mellem at tage hånd om den syge søster eller bror, samtidig med at de skal få familielivet og hverdagen til at fungere. Det får mere hver tredje forældre til at svare, at deres barn oplever psykisk mistrivsel i forbindelse med sygdom hos en søskende, imens 16 procent oplever, at barnet får angst eller en depression.

Ifølge rundspørgen har det generelt sværere følelsesmæssige konsekvenser for det pårørende barn, når alvorlig sygdom rammer søskende frem for en forælder. Over halvdelen svarer, at det pårørende barn er stresset i forbindelse med sygdom hos en søskende, mens 60 procent angiver, at det pårørende barn føler en unaturlig ansvarsfølelse over for familien. Desuden viser rundspørgen, at over halvdelen af børnene skjuler deres følelser og næsten hvert fjerde barn isolerer sig socialt.

Læs hele rundspørgen her. 

Fakta

809 forældre til et eller flere børn under 18 år, som lever i en familie, hvor en forælder eller en søskende lider af en fysisk eller psykisk sygdom har svaret på en rundspørge udsendt af patientforeninger under Danske Patienter.

Rundspørgen viser blandt andet, at:

Over halvdelen oplever, at der ikke bliver spurgt ind til det pårørende barns trivsel og behov.

Mellem 60 og 70 procent mener ikke, at der har været relevante tilbud om støtte til det pårørende barn.

Halvdelen af de pårørende børn udsættes for stress - og 16 procent oplever symptomer på angst og depression.

Hver femte forældre angiver, at deres børn ikke har oplevet at få støtte nogen som helst steder fra - og de børn, som får støtte, får det primært fra familiemedlemmer.

Se rundspørgen her.