Derfor er deling af sundhedsdata en god idé

Nyhed

Det vil ikke alene give bedre behandling, men også styrke økonomien i sundhedsvæsnet, hvis vi bliver bedre til at samle og dele sundhedsdata.

Patienterne går glip af muligheden for at få bedre behandling, hvis man ikke får nedbrudt de barrier, der er for at dele sundhedsdata på tværs af sundhedsvæsnet og til brug i forskning. Og patienterne vil faktisk gerne dele deres data. 

Undersøgelser fra blandt andet TrygFonden og KMD viser, at patienter gerne vil bidrage til læring i sundhedsvæsenet – både ved at stille egne sundhedsdata til rådighed og give feedback efter behandlingsforløbet. Eksempelvis svarer 89 procent af patienterne, at sundhedsvæsenet gerne må bruge deres sundhedsdata.

Patienterne vil gerne dele deres data, fordi det kan være med til at give dem selv og andre bedre behandling. Derfor er det helt afgørende, at vi får skabt bedre rammer for, at data er tilgængelig og kan deles blandt dem, det er relevant for, udtaler direktør Morten Freil fra Danske Patienter.

Han understreger samtidig, at deling af data altid skal foregå på en måde, der sikrer høj sikkerhed for patientens data og respekterer privatlivets fred. 

► Læs også: Kunstig intelligens vil skabe bedre behandling i fremtiden

Bedre rammer for forskning

Forskning og kvalitetsudvikling, der bygger på brug af sundhedsdata, er afgørende for, at der bliver skabt ny viden og løsninger, som sikrer bedre behandling af patienterne. Desværre er der juridiske regler og besværlige processer for adgang til data, som begrænser udviklingen. 

Det problem har man fokuseret på hos Copenhagen Healthtech Cluster, hvor de undersøger, hvordan man kan fremme anvendelsen af sundhedsdata i Danmark:

I dag tager for det lang tid for forskere at få godkendt adgang til data. Der er brug for et mere smidigt godkendelsessystem, end det vi har, udtaler direktør Henning Langberg.

På Rigshospitalet oplever Helle Pappot, som har forsket i kræft i mere end 25 år, også problemet:

Som forsker har jeg adgang til en hel masse data, som er ejet af Rigshospitalet. Problemet opstår, hvis jeg har brug for data, som er ejet af en anden region. Her skal jeg i gennem besværlige ansøgningsprocesser, og der skal laves en databehandleraftale. Det forsinker ofte forskningsprojekterne og dermed ny viden til gavn for patienterne.

I værste tilfælde kan forskning være forældet, inden det kommer ud, eller man må simpelthen opgive bestemte data i forskningen. 

► Læs også: Besværlige it-løsninger bremser inddragelse

Økonomiske fordele

I de kommende år vil der komme flere ældre og multisyge patienter. Det vil øge presset på sundhedsvæsenet, også selv om man tilfører flere nye ressourcer. Derfor skal en øget investering i sundhedsvæsnet suppleres med nye datadrevne løsninger.

Nye dataløsninger kan eksempelvis være med til at styrke screeningsprocessen i røntgen- og MR-scanninger. Her vil teknologi udviklet på baggrund af data være med til at understøtte radiologen og udpege, om der er noget på billederne, som man skal være opmærksom på. Det vil kunne frigøre ressourcer, som radiologen kan bruge på andre patienter, udtaler Henning Langberg.

Faktisk kan sundhedsvæsenet opnå gevinster for mellem 9-16 milliarder kroner ved at optimere driften og træffe bedre beslutninger på baggrund af data. Det viser beregninger fra Copenhagen Healthtech Cluster.

Vi har brug for at tænke nyt i sundhedsvæsenet og investere i at udvikle teknologi, der kan være med til at understøtte en god behandling af patienterne. Det er nødvendigt, hvis vi vil levere en ordentlig kvalitet. Beregningerne fra Healttech Cluster viser, at investeringer i sundhedsvæsenet også kan betale sig rent økonomisk, siger Morten Freil.

► Læs også: Et bedre sundhedsvæsen - ni forslag til den nye regering

Hvad er sundhedsdata?

Sundhedsdata er vores helbredsoplysninger, der blandt andet rummer viden om vores DNA, vaner og behandlingsforløb i sundhedsvæsenet.

Dataen kan bruges til forskning, statistik og analyser.

Sundhedsdata opbevares i en række forskellige registre og biobanker i Danmark.

Læs mere her.

Dét mener vi

Retningslinjer for brug af patientdata skal sikre grundlaget for behandling af højeste kvalitet og tryghed i befolkningen.

Nøgleordene er sikkerhed og gennemsigtighed.

Læs Danske Patienters holdning her.

God behandling i fremtiden kræver investering nu

Det kræver en investering på to procent om året, hvis vi skal leve op til ambitionen om at have et sundhedsvæsen i verdensklasse. 

Læs Danske Patienters økonomi udspil her.