Medicinråd eller ej – lægerne kan ordinere frit

Nyhed
none

Lægernes frie ordinationsret har været til diskussion – for kan de egentligt sætte patienter i behandling med medicin, som ikke godkendes til standardbehandling af Medicinrådet? Svaret er ja.

Det syvende princip. Regeringens syvende princip for prioritering af sygehusmedicin. Det er dét princip, der stadfæster, at læger altid kan udskrive medicin – også dyr medicin – til en patient, hvis han eller hun vurderer, at patienten har gavn af det.

Princippet kom til verden samtidigt med etableringen af det danske medicinråd, der er forankret i regionerne, men det er desværre ikke altid blevet fulgt.

Vi har desværre set eksempler på, at regionerne tolker det syvende princip på en forkert måde, der betyder, at læger ikke har fået lov at give patienterne den medicin, de finder afgørende i behandlingen. Men nu har Folketingets partier meldt klart ud, at lægernes ret til at ordinere medicin er fri – også når det drejer sig om præparater, der ikke er blevet godkendt til standardbehandling i Medicinrådet, siger direktør Morten Freil.

En vigtig udmelding

Meldingen var klar, da Jeppe Jakobsen fra Dansk Folkeparti, Jane Heitmann fra Venstre og Flemming Møller-Mortensen fra Socialdemokratiet på Folkemødet 2018 var i debat om emnet:

Hvis lægen mener, at patienten har gavn af lægemidlet, skal lægen kunne give dette til patienten. Og hvis der er regioner, der omgår det syvende princip eller lægger pres på de sundhedsprofessionelle, så skal det tages affære.

Det er meget positivt og helt nødvendigt, at politikerne melder så klart ud. Vi skal bevare et system, hvor de lægefaglige kompetencer tæt på patienten bliver sat i spil og ikke bliver tilsidesat af andre interesser, siger Morten Freil.

Sundhedsministeren i samråd

Senest har sundhedsminister Ellen Trane Nørby understreget alvoren af sagen og gjort klart, at det syvende princip skal følges. Det skete på et samråd den 26. juni 2018. Her understregede ministeren også, at patienterne ikke selv kan kræve et særligt lægemiddel, men at det er lægens vurdering, hvad der er behov for.

Patienter skal selvfølgelig ikke have medicin, der ikke gavner. Derfor er det også positivt, at Medicinrådet får ryddet de præparater af vejen, der ikke har nogen virkning. Men dér, hvor virksom medicin ikke bliver godkendt til standardbehandling, fordi man vurderer, at det er for dyrt eller ikke virker på hele patientgruppen, så skal lægen kunne foretage en individuel faglig vurdering, og det er vi glade for nu er gjort helt klart, siger Morten Freil.

Er der stadig nogen, der oplever, at den frie ordinationsret er under pres, hører Danske Patienter gerne om det.

Læs også

► Nye regler: Nu kan alle patienter få erstatning efter fejlbehandling

► Nu kan alle patienter fravælge livsforlængende behandling

Det mener Danske Patienter

The referenced media source is missing and needs to be re-embedded.

Danske Patienter mener, at det er nødvendigt at se på reglerne for medicinalindustriens patenter, hvis man for alvor vil sikre, at medicin ikke sælges for dyrt.

De økonomiske prioriteringsmodeller bryder nemlig med det grundlæggende princip om let og lige adgang til behandling.

Det understregede organisationen sammen med Lægevidenskabelige Selskaber i dette udspil, som blev lanceret i 2016 forud for etableringen af Medicinrådet.