Definition af brugerinddragelse

Her kan du læse, hvordan ViBIS definerer brugere – og hvilke former for brugerinddragelse, centeret arbejder med.

Både i den politiske retorik og i den faglige praksis er der en række fortolkninger af, hvad begreberne inden for brugerinddragelse betyder. I ViBIS har vi defineret dem sådan her:

Brugerinddragelse er:
At give brugere af sundhedsvæsenet indflydelse på udviklingen af sundhedsvæsenet og på deres eget forløb og behandling.

Organisatorisk inddragelse er:
At give brugere indflydelse på udviklingen af sundhedsvæsenet gennem anvendelse af viden om brugerperspektivet og samarbejde med brugerrepræsentanter i beslutnings- og udviklingsprocesser.

Individuel inddragelse er:
At give brugeren indflydelse på sit eget forløb ud fra individuelle behov, præferencer og viden. Det gøres gennem dialog, beslutninger om behandling og pleje og/eller tilrettelæggelse af aktiviteter.

Brugere af sundhedsvæsnet er patienter – herunder modtagere af kommunale sundhedsydelser, ofte kaldet borgere – og pårørende.

Brugerrepræsentanter kan være brugere med egne erfaringer eller repræsentanter, der har særlig viden om grupper af brugere.

Inddragelsen af sundhedsvæsenets brugere, altså patienter og pårørende, kan overordnet opdeles i to dimensioner: Individuel brugerinddragelse og organisatorisk brugerinddragelse.

Individuel brugerinddragelse

Individuel brugerinddragelse er patientens og de pårørendes inddragelse i eget forløb. Det er videndeling mellem brugeren og den sundhedsprofessionelle, så brugernes præferencer, behov og kendskab til egen situation bliver afdækket.

Individuel inddragelse dækker også over brugerens mulighed for planlægning af og beslutninger om eget forløb samt mulighed for at kunne handle aktivt i forhold til behandling og håndtering af egen eller den pårørendes sygdom.

Individuel inddragelse kan styrkes ved brug af særlige metoder. 

Fælles beslutningstagning er én metode til at inddrage patienter i det individuelle behandlingsforløb. Det er en model for, hvordan den sundhedsprofessionelle og patienten deler viden gennem eksplicit dialog, der styrker patientens forudsætninger for inddragelse i forløbet.

Brugerstyret behandling er en anden metode, hvor patienten inddrages i planlægningen og udførelsen af behandlingen.

Inddragelse af brugerne kan desuden styrkes gennem patient- og pårørendeuddannelse samt gennem information og dialogstøtte. 

Læs mere om individuel inddragelse her.

Organisatorisk brugerinddragelse

Organisatorisk brugerinddragelse er inddragelse i kvalitetsudviklingen af sundhedsvæsenet. Det kan ske ved at inddrage brugere som repræsentanter for brugerperspektivet i processer af betydning for organisering, udvikling og evaluering af sundhedsvæsenet.

Ved organisatorisk brugerinddragelse udpeges repræsentanter for grupper af patienter eller pårørende, som deltager i projekter, råd eller udvalg, der er med til at udvikle eller evaluere indsatser i sundhedsvæsenet.

På den måde sikrer man, at sundhedsvæsenet sætter patienters og pårørendes behov i centrum, når der for eksempel tænkes i nye løsninger og indsatser.

En metode til organisatorisk brugerinddragelse er brugerundersøgelser. Her bidrager repræsentanter for patienter og pårørende med ny viden om patientperspektivet, evaluerer indsatser eller giver feedback.

En anden metode er brugerrepræsentation. Her er det mindre antal patienter og pårørende, der repræsenterer det samlede brugerperspektiv, og de inddrages direkte i beslutninger om – og planlægning af – sundhedsvæsenets organisatoriske rammer og kulturelle forhold. Dette kan være i brugerråd, projektstyregrupper, bestyrelser eller lignende.

Læs mere om organisatorisk inddragelse her.

Pårørendeinddragelse

Pårørendeinddragelse omhandler inddragelse af pårørende i patientens individuelle behandlingsforløb eller organisatorisk inddragelse af pårørende i kvalitetsudvikling.

ViBIS skelner desuden mellem inddragelse af pårørende som en ressource i patientens behandlingsforløb og inddragelse af pårørende i forhold til den pårørendes egne behov for støtte.

Ved inddragelse i forhold til patientens forløb bidrager den pårørende med viden og ressourcer, der kan kvalificere patientens behandling.

Ved inddragelse i forhold til den pårørendes egne behov fokuseres der derimod udelukkende på den pårørendes egen situation. De pårørende kan have behov for individuel støtte eller rådgivning, som rækker ud over det, der ydes af behandlerne i mødet med den pårørende i dagligdagen.

Du kan læse mere om pårørendeinddragelse i denne temapublikation.

Kriterier for de forskellige typer af inddragelse

ViBIS har udarbejdet en række kriterier for, hvornår noget er henholdsvis individuel inddragelse, organisatorisk inddragelse eller pårørendeinddragelse. Kriterierne danner grundlag for ViBIS' arbejde. Du finder kriterierne her.

Oversigt over brugerinddragelse

none


ViBIS har lavet en oversigt, der giver overblik over, hvordan man kan inddrage brugerne af sundhedsvæsenet på forskellige niveauer.

Se oversigten.