Mød seks patienter og pårørende
Cecilie, Ditte, Ida, Julie, Pernille og Juna er blandt de mange danskere, som er berørt af psykisk sygdom. De har som patienter eller pårørende oplevet psykiatriens skyggesider.
Cecilie, 19 år
”Min mor krydser ofte fingre for, at de ville tage imod mig på skadestuen, og når jeg bliver afvist, kan hun kun tælle ned til, at der sker mig noget. Hun forsøger at støtte mig, men nu er hun sygemeldt med stress.”
”Det er ikke for sjov, at jeg beder om hjælp, og når jeg kun oplever at blive afvist, føler jeg mig fuldstændig fortabt. Psykiatrien kan ikke hjælpe dig, når du ikke er syg nok. Men når du er voldsomt syg, så kan du få hjælp i en periode, indtil du akkurat kan klare dig selv, og så slipper de dig.”
”Min vægt gik opad, men mit hoved fulgte ikke med. Jeg var stadig lige så syg indeni, selvom det udenpå lignede, at jeg fik det bedre. Det havde ingen af behandlerne øje for. De mente, at jeg var rask og ville derfor ikke tilbyde mig den samme hjælp mere.”
Ditte, 37 år
”Jeg oplevede flere gange, at sundhedspersonalet mente, at jeg var for syg til den behandling, de kunne tilbyde. De anede ikke, hvad de skulle stille op, så derfor udskrev de mig.”
”I seks år var jeg igennem et hav af utilstrækkelige behandlingsforløb, der resulterede i, at min sygdom hele tiden bed sig mere fast. Det var ikke alene et kæmpe ressourcespild, men det ødelagde også mit liv i alle de år, jeg ikke modtog den rette, specialiserede behandling.”
”Jeg føler, at der var et overdrevent fokus på at tillægge mig diagnoser og give mig enorme mængder af medicin. På kun tre måneder blev jeg sendt til otte forskellige psykiatere, der efter en halv time havde hver deres udlægning af, hvad der var galt med mig. Ingen af dem havde øje for, hvem jeg var, og det jeg havde været igennem."
Ida, 24 år
”Overgangen fra børne- til voksenpsykiatri er forfærdelig. Jeg var i et behandlingstilbud, som jeg var glad for, men da jeg fyldte 18 år, måtte jeg ikke længere komme der, fordi det lå i en anden kommune. Det gjorde det svært for mig at passe min skole, og min mor måtte hele tiden tage fri fra arbejde for at hjælpe mig igennem.”
”Min tillid til systemet er blevet udfordret mange gange. Første gang var, da to fagpersoner med 14 dages mellemrum vurderede mig vidt forskelligt. Den ene læge mente, at det bare var en fase, mens den anden læge ville indlægge mig akut, fordi min fysiske og psykiske tilstand var så dårlig. Det er utrygt at vide, at hjælpen ikke er der, når man har brug for det.”
”Jeg er tynget af skyldfølelse over de konsekvenser, mit forløb har haft for min mor. Hun fik hele tiden at vide, at det var hendes ansvar, at jeg fulgte behandlingen. Til sidst blev hun selv akut indlagt med angst og depression, og i dag kan hun ikke arbejde fuldtid. Det er ikke nemt at være pårørende til en psykisk syg, men der er ikke noget tilbud om hjælp.”
Pernille, 50 år
”Jeg er den overordnede projektleder for min datter på tværs af bosted, behandling, jobcenter og hverdag, og det er meget omsiggribende, når man også selv har et liv og et arbejde, der skal passes. Hvis jeg overlader ansvaret til systemet, så er der en overvejende risiko for, at nogle bolde bliver tabt – og så er det min datter, der skal leve med konsekvensen.”
”Man får hele tiden at vide, at man skal passe på sig selv, når man er pårørende. Men når hjælpen til den syge ikke er tilstrækkelig, så har man ikke andre muligheder end at tage ansvaret på sig. Det er ikke at passe på mig selv, at jeg skal se tingene falde på gulvet for min datter.”
”Det kræver mange ressourcer at være pårørende. Vi skal kæmpe for, at vores datter får den behandling, hun har brug for, og der skal ofte en klage til, før hun får det. Det er lige før, at det er nemmere at få psykologhjælp som pårørende end som psykisk syg, for jeg kan få en lægehenvisning – det har min datter ikke på samme måde haft mulighed for, selvom det har været essentielt.”
Julie, 28 år
”Jeg blev tilknyttet et gruppeforløb med samtaleterapi, som jeg var glad for, men det varede kun i tolv måneder. Da forløbet var ved at slutte, blev jeg så bange for at stå alene med mine problemer igen, at jeg udviklede et misbrug af stoffer og alkohol. Der burde ikke være en udløbsdato på behandling. Patienter skal først slippes, når de føler sig parat og har værktøjerne til at klare sig selv.”
”Da jeg fik konstateret diabetes, havde jeg svært ved at håndtere den vrede og uretfærdighed, jeg følte over, at jeg skulle være syg resten af mit liv. Det udviklede sig til angst og depression. Jeg har aldrig mødt en behandler i psykiatrien, der mente, at min diabetes var relevant for, hvordan jeg havde det psykisk.”
”Jeg blev mødt af et sundhedspersonale, der var enormt presset og ikke havde tid til at se mig i øjnene og lytte til, hvad der gjorde ondt. Det er tydeligt, at deres mission er at få dig diagnosticeret hurtigst muligt og sat i et forløb uden at spørge til, hvad du har behov for.”
Juna, 43 år
”Lige fra begyndelsen har jeg følt mig helt alene og savnet støtte til, hvordan jeg skal tackle mit syge barn. Jeg fik besked af psykiatrien på at tage orlov fra arbejdet og være hjemme med hende hver dag, hvor jeg skulle agere behandler. Hun begyndte at hade mig. Der var ikke plads til bare at være mor.”
”Til samtalerne mellem min datter og en behandler er jeg brudt sammen flere gange og været nødt til at gå uden for døren. Der er ingen, der spørger, om jeg er ok. Jeg må bare samle mig og gå ind igen. Det er jo min datter, der er syg, men jeg får det også dårligt, og nu er jeg sygemeldt med stress.”
”Når jeg ikke passer min syge datter, ser jeg efter hendes lillesøster på seks år. Hun forstår ingenting, når hendes storesøster råber og græder. Der er ingen hjælp at hente hos psykiatrien. Jeg er så bekymret for, hvordan de begge skal komme ud hele på den anden side.”
