Venskaber

Venner, der støtter, betyder alverden – især hvis man er udfordret af en kronisk eller langvarig sygdom. Venner hjælper børnene i hverdagen og betyder meget for tilknytningen til skolen.

none

Venner kan gøre skolelivet lettere for børn med kronisk eller langvarig sygdom. Det er dog ikke alle børn, som oplever at have venner, og blandt børn med sygdomme er der færre, som oplever at have venner, der støtter dem.

Når man har en sygdom, kan det være svært at være med til at lege i frikvarteret, og sygdommen kan nogle gange betyde, at børnene har brug for en pause eller må tage hjem. De kan også blive bange eller kede af det i skoletiden.

Fravær gør det svært

Mange børn med sygdom har en del fravær, og det kan gøre det svært at bevare relationerne til klassekammeraterne. I disse situationer er venner altafgørende, og de kan hjælpe børnene til at føle sig som normale børn, der er en del af fællesskabet.

Det betyder meget, at vennerne spørger ind til, hvordan det går, når man har været væk eller har det dårligt. Det kan dog til tider være en svær balance, fordi børnene ikke altid har lyst til at tale om sygdommen, men blot vil bruge vennerne til at glemme alt om sygdommen for en stund. Omsorgens rolle i venskaberne er derfor både svær og vigtig.

Sådan griber du sagen an

For at vennerne kan opnå forståelse for barnet med sygdommen, er det væsentligt, at de har en viden om sygdommen og deres vens situation. Hvis klassekammeraterne forstår sygdommen, kan de bedre støtte.

► Læs her, hvordan klassen kan blive oplyst om sygdommen.

Derudover kan du som lærer eller pædagog sørge for forhold, hvor børnene kan være med. Arrangér aktiviteter og lege, hvor børn med sygdom også kan være med. Det kan eksempelvis være lege med kridt eller kortspil frem for at sjippe eller spille fodbold. Det gør det nemmere for børnene at skabe venskaber og være en del af fællesskabet, når de kan være med i legen.

Vigtigst af alt er at tage en snak med klassen om, hvordan man er en god og støttende ven for sin klassekammerat, som lider af en sygdom. Man må fortælle, hvordan man kan vise omsorg og interesse uden at det bliver for meget. Disse balancegange er svære for børn at forstå, og derfor skal du som den voksne hjælpe i processen. 

Undervisningsmateriale til skoler

Skole for mig har lavet undervisningsmateriale og øvelser, som skoler kan bruge til at lære eleverne om livet med sygdom. Det kan øge trivslen i hele klassen. Se materialet her.

To 11-årige venner får kræftramte Jacob til at lyse op

Uge efter uge er to af Jacobs venner kommet hjem til ham. Det får ham til at glemme kræften for en stund. Se videoen her:

none

Sådan gør venner en forskel

Venner kan være guld værd – især for børn med sygdom.

Læs, hvordan venner kan støtte sygdomsramte børn og få gode råd til, hvad du kan gøre for at børnene bevarer de sociale relationer på trods af fravær i vores temapublikation.