Behov for bedre regler om patienterstatning

Nyhed
none

I et fælles brev til sundhedsminister Sophie Løhde efterlyser Danske Patienter, Forbrugerrådet og Danske Handicaporganisationer bedre regler for patienterstatning.

Det er ikke rimeligt, at patienter, der anker en afgørelse, risikerer at betale en erstatning tilbage, som de har fået tilkendt efter for eksempel en fejloperation. Det mener Danske Patienter, der sammen med Forbrugerrådet og Danske Handicaporganisationer den 13. september har sendt et brev til sundhedsministeren for at gøre opmærksom på problemet.

Problematisk for patienterne

En række sager, som også har været omtalt i medierne, beretter om patienter, der får omgjort deres afgørelser i Patienterstatningen, og derfor pludselig skal betale flere hundredetusinde kroner tilbage, som de har fået tildelt som erstatning. Det er penge, som måske allerede er brugt på hjælpemidler, ombygninger eller til at dække økonomisk tab efter et sygdomsforløb.

Ifølge Danske Patienter sætter det patienterne i en uheldig situation, hvor de måske vil undlade at anke deres sag af frygt for, at de så kan miste deres erstatning. Den lange sagsbehandlingstid er også et problem i den forbindelse.

Danske Patienter, Forbrugerrådet og Danske Handicaporganisationer mener ikke, at den nuværende retstilstand er rimelig – og en konkret sag fra juni måned viser også, at der ikke er enighed i Højesteret i spørgsmålet.

Forslag til nye regler

Derfor foreslår organisationerne i brevet til Sundheds- og Ældreministeriet en række punkter, som kan forbedre reglerne. Et af forslagene er blandt andet, at patienter ikke skal kunne pålægges at tilbagebetale erstatning, hvis de har handlet i god tro – heller ikke selvom afgørelsen bliver omgjort til, at de ikke var berettiget til erstatning i første omgang.

Desuden mener organisationerne, at Ankenævnet for Patienterstatningen fortsat bør have mulighed for at prøve alle aspekter af afgørelser truffet af Patienterstatningen. Det er i alles interesse, at der gøres opmærksom på fejl begået i Patienterstatningens sagsbehandling.

Læs alle forslagene i brevet her. 


Nyhed: God aftale om patienterstatning

Ny aftale sikrer, at patienterne frem over ikke risikerer at skulle betale erstatningsbeløb tilbage, når de først er blevet tilkendt. Det er positivt – dog skal patienterne betale et markant gebyr.

Læs mere om aftalen her.