Danske Patienter anerkender ”coronakrigskasse” i regeringens finanslovsforslag
Ingen kan med sikkerhed sige, hvordan coronapandemien udvikler sig. Derfor er det fornuftigt at sætte penge til side til uforudsete udgifter bl.a. i sundhedsvæsenet, mener Danske Patienter.
Regeringens forslag til finanslov for 2021 står i sagens natur i COVID-19’s tegn.
Virussen har ramt hele verden hårdt og ser ikke ud til at forsvinde lige foreløbig. Derfor giver det god mening, at regeringen har afsat 9,2 milliarder kroner til en såkaldt krigskasse, som skal dække uforudsete udgifter – blandt andet i sundhedsvæsenet – i forbindelse med den fortsatte bekæmpelse af coronavirussen.
Det mener Danske Patienter, som blandt andet henviser til, at virussen giver senfølger, som vi ikke kender ret meget til endnu.
Stop underfinansieringen af sundhedsvæsenet
Patientformanden minder dog om, at der også skal være penge til den mere almindelige drift af et i forvejen hårdt presset sundhedsvæsen.
Og her er det problematisk, at der i regeringens forslag til finanslov fortsat er lagt op til, at området vil være underfinansieret.