Fire anbefalinger til styrket patientinddragelse
Danske Patienter har sammen med Lægeforeningen og Dansk Sygeplejeråd udarbejdet fire anbefalinger om brugerinddragelse til beslutningstagerne i regeringen, Danske Regioner og hos KL.
Patientinddragelse som en del af sundhedsuddannelserne, effektiv vidensdeling, vejledninger for hvordan man inddrager patienterne og tilstrækkeligt med tid og de rigtige vilkår og rammer. Sådan lyder de anbefalinger, som Danske Patienter i samarbejde med Lægeforeningen og Dansk Sygeplejeråd står bag.
De fire målrettede tiltag er lavet på baggrund af en undersøgelse gennemført blandt 2.000 læger og 2.000 sygeplejersker. Undersøgelsen viste blandt andet, at de sundhedsprofessionelle både mangler og efterspørger viden og redskaber til at inddrage patienterne. Derfor sigter anbefalingerne især mod at styrke sundhedsprofessionelle i at inddrage patienterne og deres pårørende. Kort opsummeret lyder anbefalinger som følger:
1. Patientinddragelse som en del af uddannelsen
Patientinddragelse skal være en del af sundhedsuddannelserne.
2. Samlet vidensudvikling og effektiv vidensdeling
Der skal prioriteres midler til forskning i patientinddragelse, og der skal ske en systematisk opsamling og deling af viden på området.
3. Vejledninger for praksis
Inddragelsen af patienterne skal ske systematisk og med afsæt i viden om, hvad der virker. Derfor skal patientinddragelse indgå i de vejledninger, der understøtter de sundhedsprofessionelles arbejde.
4. Tilstrækkelig tid og de rette fysiske rammer
Forudsætningerne for øget patientinddragelse skal være til stede. Herunder incitamenter der understøtter, at ledelsen prioriterer tid og ressourcer til patientinddragelse.
Hvad er inddragelsespiloter?
Inddragelsespiloter er forandringsagenter, som går forrest i at implementere brugerinddragelsesindsatser lokalt på deres arbejdspladser i kommuner, på hospitaler og andre steder i sundhedsvæsenet.
ViBIS vil med inddragelsespilotworkshops klæde nøglepersoner, som allerede arbejder med brugerinddragelse, på som inddragelsespiloter og give dem redskaber til at facilitere inddragelsesprojekter med større effekt
Læs mere om inddragelsespiloter her.
ViBIS' arbejde med brugerinddragelse
ViBIS arbejder for at fremme brugerinddragelse i et samlet sundhedsvæsen ud fra en strategi med to elementer: Vidensopbygning og kompetenceudvikling.