Hurtig udredning og udvidet frit sygehusvalg

Høringssvar
none

Danske Patienter takker for muligheden for at afgive høringssvar på det meget vigtige lovforslag om hurtig udredning og differentieret ret til udvidet frit sygehusvalg.

Danske Patienter er overordnet meget tilfreds med, at der nu indføres en patientrettighed til hurtig udredning for mennesker med symptomer på somatisk sygdom, og at denne indføres med mulighed for klageadgang, såfremt rettigheden ikke indfries.

Diagnostiske undersøgelser

Der skelnes i lovforslaget mellem retten til diagnostiske undersøgelser og hurtig udredning. Således fortsætter nuværende regelsæt til diagnostisk undersøgelse fra almen praksis og speciallægepraksis, hvor der indføres en udredningsret på 30 dage, når der henvises til sygehus.

Danske Patienter er imidlertid overrasket over og bekymret for, at lovforslaget ikke omfatter den store gruppe af patienter, der fortsat skal udredes i almen praksis eller speciallægepraksis.

Denne gruppe får med lovforslaget ikke ret til hurtig udredning, men alene adgang til udvidet frit valg, som ikke sikrer en tidsgaranti for den enkeltes udredningsforløb.

Differentieret behandlingsgaranti

Med loven indføres en differentieret behandlingsgaranti, hvor skellet lægges mellem alvorlig og mindre alvorlige tilstande.

Danske Patienter anerkender behovet for, at sundhedsvæsenet skal prioritere de mest syge patienter først, og at sygehusene for at kunne gøre dette skal have en større fleksibilitet i tilrettelæggelse af behandlingen. Det er dog af allerstørste betydning, hvordan regeringen vil sikre, at de opstillede kriterier for alvorlige og mindre alvorlige sygdomme vil blive håndteret i praksis, så det ikke forringer behandlingskvaliteten - blandt andet i forhold til ikke akutte, men invaliderende sygdomme.

Psykiatrien

Danske Patienter anerkender, at der kan være behov for en længere tidsramme til kapacitetsopbygning i psykiatrien før, at man kan indfri den meget vigtige intention om at sidestille psykiatrien med det somatiske område.

Men Danske Patienter finder det nødvendigt, at der i loven indskrives en forpligtende dato for implementering af samme rettigheder til udredning og behandling i psykiatrien, som der nu indføres i på det somatiske område. Danske Patienter finder initialt 2014, som tidligere er nævnt af regeringen, som en fornuftig tidshorisont.

Læs hele høringssvaret her.