Konceptet for LUP'en bliver ændret

Høringssvar

Danske Patienter er glade for, at den nye version af LUP gør det nemmere at udpege problemområder og sammenligne på tværs af regioner.

Konceptet for LUP'en bliver ændret, så den fremover indeholder flere spørgeskemaer og flere nationale spørgsmål. Det mener Danske Patienter er positivt, fordi det gør det lettere at udpege problemområder og sammenligne på tværs af regioner.

Danske Patienter har dog også en række forslag til, hvordan undersøgelsen kan blive endnu bedre. Blandt andet bør undersøgelsen sætte mere fokus på sammenhæng og forløb, fra udredning over behandling til rehabilitering. Det er for eksempel ofte i koordineringen og kommunikationen i overgange mellem sundhedspersoner og afdelinger, at der sker fejl.

Derudover bør emner som inddragelse og hensyntagen til patientens individuelle behov og præferencer udbygges, så spørgsmålene afspejler et bredere inddragelsesbegreb end det informerede samtykke.

Helt konkret foreslår Danske Patienter, at der bliver tilføjet spørgsmål som afdækker, hvorvidt patientens viden og præferencer bliver efterspurgt af personalet - og om personalet inddrager dette i de beslutninger, der bliver truffet.

Læs hele Danske Patienters høringssvar her.