Medicin er også en investering for samfundet

Debatindlæg bragt i Politiken 5/10-2020.

Af formand Klaus Lunding.

For en række patienter betyder adgang til medicin, at de kan gå på arbejde og bidrage til samfundsøkonomien frem for at være sygemeldt og på overførselsindkomst. For andre patienter betyder medicin, at deres pårørende kan arbejde frem for at forlade arbejdsmarkedet for at passe deres nære.

Et eksempel er nye lovende genteknologier, som forhindrer blindhed hos unge piger, hvilket giver dem håb om bedre muligheder for at få et arbejde, når de bliver voksne. Eller migrænemedicin, som sparer patienter for både smerte og sygedage. Eller de nye biologiske lægemidler, som var voldsomt dyre, da de blev introduceret omkring årtusindeskiftet, men som har betydet, at du i dag ofte ikke kan se på en gigtpatient, at de har sygdommen, og at patienterne tager del i samfundet på lige fod med andre borgere. Til forskel fra tidligere, hvor mange gigtpatienter blev betegnet som krøblinger, der havde deforme led, var bundet til kørestolen med stærke smerter og var sygemeldt.

Medicin kan flytte patienter fra overførselsindkomst til arbejdsmarkedet

Medicin bør med andre ord ikke kun ses som en udgift, men derimod som en investering, som i et bredere samfundsøkonomisk perspektiv kan frigøre ressourcer til behandling – også af patienter, der ikke er på arbejdsmarkedet.

Som det er nu, ser man på tre ting, når et nyt lægemiddel skal vurderes: Hvilken effekt har midlet, hvad koster det, og hvilke umiddelbare gevinster vil lægemidlet give i det nære sundhedsvæsen. For eksempel, at man kan frigive en sygeplejerske i kommunen, hvis en patient får et givent middel. Eller spare nogle besøg på hospitalet.

Men man ser ikke på de bredere samfundsøkonomiske effekter, der for eksempel kan komme, hvis et nyt lægemiddel gør, at man kan gå på arbejde i stedet for at være på overførselsindkomst.

Det er en fejl – også i den offentlige debat om medicinudgifterne. For her er medicin kun set som en udgift.

Selv dyr medicin kan give god samfundsøkonomisk mening

Og givet: meget af den nye medicin er dyr. Ofte er prisen alt for høj, fordi nogle medicinalfirmaer udnytter den samfundskontrakt, de er givet via patentordningen. Derfor skal samfundet ikke bare lukke øjnene og betale den pris, som virksomhederne forlanger. Men at se bort fra de samfundsøkonomiske gevinster er virkelighedsfjernt og får patienter til at fremstå som en belastning for samfundet.

Hver gang Medicinrådet træffer en beslutning om at godkende eller afvise en ny dyr behandling som standardbehandling, bør de brede samfundsøkonomiske udgifter og gevinster fremgå af perspektiveringen – hvad betyder beslutningen for samfundsøkonomien? Dette vil give os alle en viden om, hvorvidt Medicinrådets beslutninger har en positiv eller negativ indvirkning på samfundsøkonomien, og det er en vigtig information til evaluering af medicinrådets arbejde og som grundlag for de årlige budgetforhandlinger mellem medicinalindustrien og regeringen.

Vi får flere og flere genteknologiske lægemidler, som udgør en kæmpestor engangsudgift, hvis man tager dem i brug. Men hvis den udgift betyder, at et barn eller et ungt menneske kan gå på arbejde i mange år efterfølgende, så får samfundet jo på længere sigt en enorm gevinst af, at de går på arbejde frem for at være på overførselsindkomster. Det bliver vi jo nødt til at tage ind i det samlede billede.    

Patientens behov skal være i fokus

Det er dog vigtigt at understrege, at de samfundsøkonomiske konsekvenser på den anden side heller ikke må være afgørende for Medicinrådets beslutning. Det ville kunne medføre, at vi så kun kommer til at godkende medicin til patienter i den arbejdsduelige alder, mens vi ikke ville godkende medicin til børn og ældre. Det ville for eksempel gå ud over børn med muskelsvind eller ældre kræftpatienter, der kunne få livsforlængende behandling. De ville i så fald ikke få deres medicin, fordi de alligevel ikke bidrager til samfundet. Den måde må vi ikke komme til at skelne i Danmark. Det SKAL være patientens behov, der er styrende for, om man kan få medicin eller ej.

Og så er det jo vigtigt at understrege, at sundhedsvæsenet og medicinering aldrig må opfattes som en forretning, der skal kunne betale sig. Vi har en samfundsmodel, hvor vi hjælper hinanden til bedre helbred og livskvalitet, når vi bliver syge.

Men når vi nu ser på de kolde tal, så ved vi, at der i øjeblikket er årlige udgifter for mere end 8 mia. kr. til sygehusmedicin. Det er mange penge. Men hvis man nu – op til de næste økonomiforhandlinger mellem regeringen og regionerne - regnede på, hvor mange penge, der kommer i kassen på grund af ny medicin, så kommer tallet formentlig til at virke mindre overvældende.