Truslen fra den dyre medicin

Kronik af Danske Patienters forretningsudvalg - bragt i Berlingske den 8. marts 2016.

Gennem næsten et år har Danske Regioner talt om den trussel, som medicinudgifterne indebærer for det danske sundhedsvæsen. Regionernes prognoser forudså i sidste forår massive stigninger i udgifterne – realiteterne blev en meget lavere stigning i udgifterne. Danske Regioners kampagne har fået alt for mange til at glemme sund fornuft og eftertanke i debatten om det sundhedsvæsen, vi ønsker os.

Selvfølgelig stiger medicinudgifterne år for år, når antallet af syge øges. Og selvfølgelig stiger medicinudgifterne, når der sker epokegørende medicinske fremskridt. Men Danske Regioner har fremstillet tingene, som om medicinudgifterne alene stiger, fordi meget dyre behandlinger skal tages i brug til patienter, der kun lever få dage ekstra.

Vi er overrasket over, at Danske Regioner fremlægger en økonomisk prioriteringsmodel, uden på noget tidspunkt at have været i dialog med Danske Patienter om patienternes synspunkter og holdninger.

Arbejdet lader en del tilbage at ønske. Blandt andet har Danske Regioner endnu ikke fremlagt nogen analyse, der beskriver de danske medicinudgifter i en international sammenhæng eller en analyse, der adskiller årsagerne til stigningen i medicinudgifterne: Hvad skyldes stigningen i antallet af patienter, i en ændret patientsammensætning, i epokegørende medicinske fremskridt – og hvad skyldes urimelig dyr medicin? Danske Regioner vil ændre vigtige principper i vores sundhedsvæsen uden analyser og omkostningsberegninger. Hvad er det for medicinske produkter, som Danske Regioner mener er for dyre, og hvad betyder de for dyre medicinske produkter for de samlede udgifter?

Realiteten er, at når man for eksempel taler om ny kræftmedicin, bliver udgifterne aldrig så høje, som regionerne truer med. Det skyldes, at lægerne og patienterne ofte bruger medicinen med forsigtighed og klogskab. En patient får ikke hele kuren, hvis bivirkningerne er for høje, eller fordelene udebliver. Men regionerne antager tilsyneladende, at alle patienter får hele kuren, og derfor overvurderes udgifterne ofte.

Det forekommer at være et mål i sig selv for Danske Regioner at kunne sige nej til virksom behandling til danske patienter. Modellen med et nyt medicinråd rummer nogle gode elementer, men der er også en række farlige tiltag. Først og fremmest giver modellen øget magt til administratorer i sundhedsvæsenet, hvilket blandt andet betyder, at færre af de læger, der er i daglig kontakt med patienterne, involveres i den meget vigtige afgørelse om, hvilken medicin der er bedst for patienterne. I stedet vil nogle få sundhedsøkonomer og »købmænd« ansat i den private organisation Amgros fremover i realiteten træffe beslutninger om, hvilke medicinske behandlinger – med stor eller lille effekt – der kan accepteres i det danske sundhedsvæsen.

Af en eller anden årsag er Danske Regioner meget opsat på, at man nu skal true industriens prissætning. Truslen indebærer, at regionerne truer med at tage virksom medicin fra patienterne. Det er en dårlig vej at gå.

Desværre kan lægemidler blive for dyre, og vi er nødt til at presse industrien. Men lad os bruge hele redskabskassen, lad os få nationale og EU-politikere til at se på, om der kan gøres noget ved industriens ukontrollerede monopolpriser. Det gør konkurrencemyndighederne på andre områder.

En sjælden gang vil vi også kunne konstatere, at prisen på et lægemiddel er urimelig høj. Det så man i USA, da producenten af en livsvigtig medicin til blandt andre aids-patienter og spædbørn med svækket immunforsvar, valgte at lade prisen stige med 5.000 procent. Men lad det være en åben debat i et medicinråd med efterfølgende politisk beslutning, hvis det er nødvendigt at sige nej. Ikke en beslutning truffet af sundhedsøkonomer i Amgros.

Danske Regioners model indebærer, at man ikke kan få indsigt i, hvad det er for beregninger, der er foretaget, og hvad det er for antagelser, sundhedsøkonomerne i Amgros har gjort sig. Hvis sundhedsøkonomerne når frem til, at prisen for lægemidlet er for høj, vil det betyde, at danske patienter ikke får adgang til medicinen. Sundhedsøkonomerne i Amgros kommer altså til på et meget uklart grundlag at bestemme, om et lægemiddel kan være en standardbehandling i Danmark. Det, mener vi, er egentlig Sundhedsstyrelsens opgave.

Det er også uforståeligt, at Danske Regioner lægger op til, at det fremover er medicinvirksomheder, der skal komme med forslag til, hvad der skal være standardbehandling i Danmark.

Helt ærligt, vi synes, det er danske læger, der skal stille forslag om standardbehandlinger til danske patienter – ikke virksomheder, der lever af at sælge medicin.

Heldigvis åbner Danske Regioner for, at der kan være individuel behandling, hvis der ikke er en tilfredsstillende standardbehandling til patienten. Men det er beskæmmende at læse, hvordan regionerne ser på danske hospitalslæger. Regionerne mener nemlig, at det er for nemt for lægerne at igangsætte individuel behandling, hvis lægen alene skal indsende en ansøgning. Derfor ønsker regionerne at gøre det mere besværligt for lægen – og patienten. Beslutninger om individuel behandling skal træffes og koordineres af sundhedsdirektørerne, som i hvert fald er meget langt fra daglig kontakt med syge patienter. Mon ikke økonomiske og administrative hensyn kommer til at vægte højere end hensynet til den syge patient?

Det er uklart, om patienter selv må betale for den bedste behandling, når regionerne ikke vil. Eller om det bliver forbudt patienterne selv at betale – og dermed også forbudt at få den bedste behandling på et dansk hospital.

Når det er sagt, er der også positive elementer i forslaget. Det er godt, at der bliver flere muligheder for at analysere komplekse resultater fra lægemiddelforskning i ind- og udland. Det er godt, at man ønsker at styrke arbejdet med at udarbejde vejledninger i, hvordan man bør behandle patienter, og hvilke lægemidler der er mest effektive. Og det er godt, at der arbejdes med at se på de meget store forskelle, der er på, hvordan patienter behandles i forskellige dele af landet. Få nu styr på det. Og spar de mange penge, der kan spares her.

Det vil også være vigtigt at få endnu større indsigt i bivirkningerne ved behandlinger. Det bør være et krav, at man systematisk spørger patienterne om virkninger og bivirkninger ved for eksempel nye komplicerede behandlinger. Dermed får man også et bedre grundlag for i endnu højere grad at lade patienterne være med i beslutningen om egen behandling.

Det er hjerteblod for os, at danske patienter har tillid til, at lægerne i sundhedsvæsenet kæmper for deres patienter. Det er hjerteblod for os, at patienterne får den bedste behandling.

Derfor har Danske Patienter sammen med Lægevidenskabelige Selskaber (LVS) foreslået et nationalt behandlingsråd understøttet af et videnscenter, så vi kan tage kloge beslutninger om nye behandlinger og medicin. Vi skal blive dygtigere til at bruge sundhedsvæsenets ressourcer rationelt, så alle patienter fortsat kan tilbydes den rigtige behandling – også den dyre behandling, hvis den virker.

Kronikken er bragt i Berlingske den 8. marts 2016.