Yngre patienter kan føle sig presset til at tage imod dårligere vaccine

Høringssvar
Corona vaccine

Lev tre måneder i frygt for corona, eller tag imod en dårligere vaccine nu. Det dilemma står yngre med kronisk sygdom i, nu hvor man kan tilvælge vacciner, der er fravalgt af myndighederne i vaccinationsprogrammet. Det er ikke rimeligt, mener Danske Patienter.

Tilvalgsordningen, som gør det muligt at borgere at få lægeordineret vacciner fra AstraZeneca og Johnson & Johnson kan få helbredsmæssige konsekvenser for mennesker med kronisk sygdom, skriver Danske Patienter i høringssvar til bekendtgørelsen, som netop nu er i høring.

Danske Patienter er på den ene side bekymret for, at flere unge med kroniske og alvorlige sygdomme bliver indstillet til vacciner sammenlignet med den øvrige befolkning, da fordelene ved vaccinerne opvejer ulemperne for dem, idet de har risiko for et alvorligt forløb med COVID-19.

Det må i hvert fald være tilfældet, hvis de visiterende læger anvender samme kriterier, som Sundhedsstyrelsen har anvendt i deres vurdering af vaccinens fordele og risici. Det medfører, at flere i denne gruppe udsættes for risikoen for de alvorlige bivirkninger, som vaccinerne kan have. Det er ulighedsskabende, hvilket er kritisabelt, siger Morten Freil, direktør i Danske Patienter.

På den anden side kan den forlængede vaccinekalender betyde, at nogle med kronisk og alvorlig sygdom vil føle sig presset til at tage imod vaccinen, så de kan blive beskyttet mod COVID-19 hurtigst muligt og slippe ud af deres isolation.

Vi hører allerede fra patienter, som seriøst overvejer at løbe risikoen, fordi de er røget bagerst i vaccinekøen, da man lavede rækkefølgen om. Usikkerheden omkring, hvornår det bliver deres tur – og om der kan nå at komme en tredje smittebølge inden de er færdigvaccineret – bekymrer dem, siger Morten Freil.

Værn om tilliden til vaccineprogrammet

Danske Patienter er desuden bekymrede for, hvilken betydning tilvalgsordningen kan få for befolkningens tillid til vaccinationer generelt, når eller hvis de første tilfælde af blodpropper hos yngre borgere kommer frem.

Det er vigtigt med bred opbakning til vaccinationsprogrammerne af hensyn til mennesker med kroniske og alvorlige sygdomme i øget risiko. Det bør man politisk og fagligt have en klar plan for, hvordan man vil håndtere, hvis der kommer sager om alvorlige bivirkninger frem, slutter Morten Freil.

Læs Danske Patienters høringssvar.

Emne