Pårørende

Når et menneske får en alvorlig sygdom eller bliver udsat for en ulykke, påvirker det ikke alene den enkelte, men også de pårørende, som kan være familien og det tætte netværk.

Det er problematisk, at mange pårørende oplever, at de ikke får den tilstrækkelige hjælp, når en nærtstående bliver alvorlig syg eller kommer ud for en ulykke.

Pårørende skal derfor være en selvstændig målgruppe for sundhedsvæsenets ydelser, både når de indgår som støtte for patienten i et forløb, og når den pårørende selv kan have behov for støtte i en belastende situation – støtte til at klare ændringer af både psykiske, sociale og fysiske vilkår. 

Dertil kommer, at patienter ofte oplever de pårørende som den helt centrale støtte gennem deres forløb. Det gælder ikke mindst for den voksende gruppe af mennesker med kroniske og langvarige sygdomme. De ligger i dag kortere tid på et hospital og skal leve med sygdom gennem dagligdagen – de får dermed større egetansvar for behandlingen, samt at både patienter i højere grad end tidligere inddrages i planlægningen af egne forløb.

Alt dette stiller naturligt flere krav til de pårørende og giver dem dermed en mere central rolle i patient- og sygdomsforløb. Denne rolle kan for nogle pårørende opleves som et pres.

Derfor skal sundhedsvæsenet langt mere aktivt tage vare på, lytte til og støtte de pårørende. Danske Patienter anbefaler derfor fire konkrete tiltag, som vil give pårørende bedre vilkår og muligheder for hjælp og støtte – ikke kun til gavn for de pårørende selv, men også til gavn for patienterne og sundhedsvæsenet.

Bedre vilkår for pårørende

Tilbud om samtaler

  • De pårørende skal systematisk tilbydes en samtale i begyndelsen af en nærtståendes sygdoms- og rehabiliteringsforløb.

Let adgang til information

  • De pårørende modtager og har brug for mange informationer gennem en nærtståendes sygdomsforløb. Informationer, der kan være vanskelige at holde styr på. Derfor er der behov for informationsplatforme, hvor der er samlet information til de pårørende, som kan hentes, når man er parat til at modtage og forstå den.

Fleksible fysiske rammer

  • Fysiske rammer har stor indflydelse på de pårørendes muligheder for at kunne yde den støtte og opnå det samvær med patienten, som de ønsker. De konkrete fysiske rammer skal understøtte de pårørendes behov og ønsker.

Nationale forpligtende retningslinjer

  • Der skal udarbejdes nationale retningslinjer, som understøtter en systematisk praksis for hjælp til de pårørende – herunder pårørendesamtaler, adgang til information samt individuelt tilpassede og fleksible fysiske rammer for sygdomsforløbet

Tema: Pårørende

Pårørende er en vigtig ressource. Men det er vigtigt, at der bliver taget hånd om de pårørende, så de ikke selv ender som patienter. Danske Patienter har lavet et tema med gode råd til pårørende, videoer om inddragelse og casehistorier.

Se hele temaet her.

Råd til pårørende

Som pårørende er der særligt tre områder, du bør overveje. Det er mødet med sundhedsvæsenet, forholdet til den syge og dine behov og grænser.

Danske Patienter har samlet en række råd til dig som pårørende.

Find de gode råd her.

Video: Inddragelse af pårørende

Birgit Albertsens mand har en alvorlig hjertesygdom. I vidoeoen fortæller hun om, hvordan det er at være pårørende til en kronisk syg.

Se videoen her.