Anbefaling til ministre: Skab bedre vilkår for pårørende

Politisk indspil
politiker - reform

Pårørende får ikke den nødvendige hjælp. Nu er det tid til handling. Danske Patienter anbefaler i nyt udspil, at sundhedsministeren udarbejder en handlingsplan på området. Sundhedsaktører bakker op.

Pårørende er patienternes vigtigste støtte. Men de har ikke vilkår, der står mål med deres indsats. Derfor har Danske Patienter udarbejdet et politisk indspil med en plan for en helhedsindsats, som sætter fokus problemstillingerne og kommer med konkrete løsninger.

En central anbefaling er, at sundhedsministeren sammen med ældreministeren og socialministeren samler aktørerne på sundhedsområdet og udarbejder en handlingsplan, der forpligter sundhedsvæsenet til at skabe bedre forhold for pårørende til patienter med alvorlig sygdom.

► Læs Politikens artikel om sagen: "Pårørende til alvorligt syge slides ned".

Den løsning får opbakning fra en række centrale sundhedsaktører – Dansk Socialrådgiverforening, Dansk Sygeplejeråd, Danske Handicaporganisationer, FOA, Lægeforeningen og Ældre Sagen. I et fælles brev til sundhedsministeren, ældreministeren og socialministeren beder de om handling i form af en national handlingsplan for pårørende.

► Se brevet til de tre ministre her.

Der skal i hele landet være et forpligtende tilbud til de pårørende, som ikke bare glider ned på prioriteringslisten i et presset sundhedsvæsen, siger formand i Danske Patienter Camilla Hersom til Ritzau og fortsætter:
Vi skal bruge de pårørendes ressourcer, fordi de har meget godt at bidrage med men uden at drive rovdrift på dem. Man kommer langt med få økonomiske midler på dette område.

Behov for sammenhæng

Vilkårene for de pårørende skal forbedres. De pårørende skal have mulighed for at bidrage i patientens forløb og sikres ordentlig information gennem hele forløbet.

Der er behov for støttetilbud til pårørende i svære situationer – for eksempel i form af psykologhjælp – og for praktisk hjælp til at klare hverdagen med sygdom. Desuden behov for økonomisk kompensation i tilfælde, hvor de pårørende må gå fra jobbet for at hjælpe den syge.

Den nuværende pårørendeindsats er sporadisk og fragmenteret – uden sammenhæng på tværs af sektorerne. Det har store omkostninger for de pårørende, der ofte bliver både fysisk og psykisk overbelastede med store konsekvenser for den enkelte, og så skaber det dårligere behandlingsresultater hos patienterne.

► Læs historien om Harald, hvis kone lider af smertesygdommen fibromyalgi, i Jyllands-Posten.

Danske Patienter anbefaler, at de tre ministre nedsætter en tværministeriel arbejdsgruppe med inddragelse af de centrale parter på området. Gruppen skal have til opgave at udarbejde den national handlingsplan for en helhedsorienteret, forpligtende indsats, som sikrer bedre vilkår for pårørende.

► Læs Danske Patienters anbefalinger her.