Til træning med KOL-patienter

Danske Patienter tog med til træning hos en af deltagerne på Østerbros særlige træningshold for patienter med lungesydommen KOL for at finde ud af, hvad patientrettede træningsprogrammer bidrager med.

Der bliver pustet og prustet til tonerne af ”California Dreaming”. De 10 deltagere i dagens træning er lige begyndt på opvarmningen, men pulsen er allerede høj. 22 arme – træneren Rikke Høgsbro Holms inklusiv – flyver op og ned, frem og tilbage i luften, og nogle gange strejfer to deltagere hinanden med hænderne og begynder at grine.

Fra tid til anden er der færre arme i luften og færre mennesker i bevægelse, og nogle gange står kun halvdelen oprejst og udfører de øvelser, Rikke Høgsbro Holm instruerer.

Hvad er KOL?

KOL står for Kronisk Obstruktiv Lungesygdom.

Cirka 320.000 danskere lever med sygdommen, men kun halvdelen ved, de har den.

Læs mere om KOL på Lungeforeningens hjemmeside.

”Puha!”, udbryder de på skift, mens de lige får sig et hvil på den stol, der er sat frem til hver af dem. Det er nemlig helt okay at sætte sig ned, når man har behov for det. For med en lungeprocent på 30 procent, som det er tilfældet med 49-årige Betina Hastel, skal man lytte til sin krops signaler.

Målrettet træning er vigtig

Vi er til træning hos Rikke Høgsbro Holm i Forebyggelsescenter Østerbro. De fleste, der får konstateret KOL, tilbydes en form for rehabiliteringsforløb. Dog er det forskelligt fra kommune til kommune, hvor meget der er ressourcer til. Forløbene kan svinge fra syv til tolv uger, og indholdet af forløbene kan også variere afhængigt af, hvilken kommune KOL-patienten bor i.

Efter rehabiliteringen kan patienten blive henvist til målrettet KOL-træning. Det er denne træning, som Rikke Høgsbro Holm står for. Rikke Høgsbro Holm har været træner på KOL-holdet, siden hun selv startede det op for seks år siden. Dengang var der ingen målrettede tilbud til KOL-patienter. Der var kun rehabiliteringstilbuddet, men bagefter var patienten overladt til selv at sørge for den vitale træning.

Rikke Høgsbro Holm fortæller, at træningen på Forebyggelsescenter Østerbro er meget vigtig for KOL-patienterne:

Det betyder utrolig meget, at de er blandt ligesindede frem for at stå alene nede i et fitnesscenter. Der bliver ikke kigget skævt, når de hoster slim op eller pruster voldsomt. De er alle i samme situation, siger hun.

KOL-træning skiller sig ud

Træningen begynder med opvarmning – som al anden træning. Men efter få minutter begynder KOL-træningen at adskille sig fra den holdtræning, man kender fra andre steder. Allerede under opvarmningen er der indlagt adskillige pauser – pauser, der ikke er tid til, hvis man er med til Mave, Baller og Lår i Fitness World.

Det gælder både de individuelle hvil på stolene og fælles pauser, hvor alle samler kræfter til næste ryk. Her bliver der grinet, hevet efter vejret og snakket om dagens vindforhold, som både kan være en hjælp – men også en stor forhindring – for en KOL-patient på cykel, alt efter om vinden rammer brystet eller ryggen. 

Opvarmningen varer også længere end normalt - omkring 25 minutter - så alle uanset lungeprocent når at få noget ud af det. Sammen danner de en rundkreds, hvor alle kan se hinanden.

Musikken pumper om kap med deltagernes puls, og Betina Hastel synger med, når der er luft til det. Rikke Høgsbro Holm skifter mellem øvelser af hurtigt og langsomt tempo. Hurtigt løb på stedet slår kegler, og en efter en må de smide sig på stolen, men med et motiverende ”kom så, giv det sidste!” presser Rikke Høgsbro Holm dem til det yderste. Men så falder der også roser af bagefter.

Efter opvarmningen går de hen til hver deres styrketræningsmaskine, pilates-bold eller redskab – der er nok at tage af. De bruger de forskellige maskiner efter tur, alt imens der snakkes om løst og fast.

KOL-patienterne lærer at trække vejret

Rikke Høgsbro Holm laver vejrtrækningsøvelser med deltagerne under opvarmningen. Hun er uddannet sygeplejerske med speciale inden for sygdommen KOL. 

Inden dagens træning understregede hun, hvor vigtigt det er, at der er tilbud, der matcher de lægelige anbefalinger. For KOL-patienter er især motion vigtigt. Derfor er den målrettede KOL-træning altafgørende for patienterne. Den bliver en fast støtte i deres liv og forbedrer deres helbred.

Den her træning er det bedste, der er sket for mig, fortæller Betina Hastel.

Når hun går op ad trapper og når til 2. sal, er hun helt færdig. Betina Hastels besvær med at gå op ad trapper er blot ét eksempel på, hvornår KOL-patienter når grænsen og løber tør for luft.

Det er virkelig ubehageligt. Det føles som om, man bliver kvalt, tilføjer Betina.

Hun fortæller om Rikke Høgsbro Holms vejrtrækningsøvelser, som de bruger, når de får åndenød, for eksempel på vej op ad en bakke på cykel.

Så trækker jeg vejret dybt ind, spidser så munden og lader luften sive langsomt ud. Det hjælper.

Mød patienterne

Målrettet træning hjælper, mener tre patienter, som Danske Patienter har fulgt under et træningspas i forebyggelsescentret Østerbro.

Læs om deres personlige oplevelser her:

Winnie Betahnes

Winnie Betahnes har en lungeprocent på 23 procent. Hun har trænet på holdet i seks år og har oplevet en stor forandring både fysisk og mentalt.

"Der er sket en kæmpe forandring. Jeg har fået 100 procent mere overskud, alene på grund af det sociale. Vi har et stærkt sammenhold på holdet," siger Winnie.

Kristian Viltoft

Kristian Viltoft har en lungeprocent på 28 procent. Træningen med de andre patienter er uundværlig for ham. 

"Før troede jeg, at jeg ikke kunne træne, fordi jeg blev forpustet. Men det passer slet ikke. Nu ved jeg, at det er OK at få åndenød. Og nu kan jeg løbe fem kilometer!" forklarer han.

Flemming Flinck

Flemming Flinck har en lungeprocent på 36 proent. Siden han startede på den ugentlige træning, har han ikke brugt sin rollator. 

"Mit mål er, at jeg aldrig skal bruge rollatoren igen," siger han.