Børn med sygdom har brug for særregler i skolen
Træthed, smerter og perioder med fravær gør det svært for skolebørn med sygdom at trives og lære. Børnene har brug for særregler, der giver dem mulighed for at deltage i skolen på trods af sygdom.
For børn med kronisk eller langvarig sygdom kan det være svært at deltage i alle aktiviteter i skolen. Sygdommen tærer på kræfterne, og børnene kan have brug for særregler, der gør tingene nemmere for dem i skolen. De kan for eksempel have behov for et sted, hvor de kan hvile sig eller for en tilladelse til at blive inde i frikvartererne. Måske har de brug for tilladelse til at høre musik i høretelefoner i timerne eller for at kunne gå uden for et øjeblik.
På den ene side - på den anden side
Børn med sygdom har ofte et blandet forhold til deres særregler. De ved, at særreglerne hjælper dem og gør det muligt for dem at være med i skolen, når de er pressede af deres sygdom – men samtidig hader de særreglerne, fordi netop reglerne gør det tydeligt, at de ikke altid kan det samme som de andre børn i klassen.
Individuelle regler
Det er forskelligt fra barn til barn, hvilke særregler der er behov for – både fordi børnene lider af forskellige sygdomme, men også fordi børnene er forskellige. Det er derfor vigtigt at inddrage børnene, når man i skolen beslutter, hvilke særregler der skal gælde for dem.
Skole for mig har udviklet et dialogark, der kan understøtte en samtale om særregler mellem lærer og elev. Dialogarket kan hjælpe både lærere, elever og forældre med at tænke over, hvilke særregler barnet har brug for, så de i fællesskab kan få lavet de ideelle særregler for det enkelte barn.
Børns oplevelser og behov
Skole for mig har udgivet en publikation om særregler, der bygger på forskningslitteratur og erfaringer fra en række børnepaneler, hvor skolebørn har diskuteret deres udfordringer med medarbejderne i Skole for mig. Publikationen bygger desuden på interview med 27 skolebørn og 13 forældre.
Skole for migs udgivelse om særregler kan give lærere og andre interesserede et indblik i, hvilke dilemmaer børnene står overfor, når de lever med en sygdom og derfor har brug for særregler i skolen.
I løbet af foråret 2016 vil Skole for mig afprøve de gode råd og redskaber i praksis på 20 skoler i Danmark. Redskaberne vil løbende blive tilpasset, hvis skolerne oplever, at det er nødvendigt.
Tema om særregler
Læs mere om børnenes behov for særregler og find ud af, hvordan man som lærer kan håndtere situationen. Klik dig ind på vores tema.