Et bedre sundhedsvæsen - ni forslag til den nye regering

Politisk indspil
none

Regeringen er kommet med gode tanker om lighed og sammenhæng. Nu skal de omsættes til konkrete initiativer. Danske Patienter kommer derfor med ni konkrete forslag.

Regeringen og dens støttepartier har præsenteret deres aftalepapir 'Retfærdig retning for Danmark' , der indeholder en række ambitioner for, hvordan vi får skabt et bedre sundhedsvæsen, som har fokus på lighed, sammenhæng, kvalitet.

Nu skal visionerne omsættes til konkrete tiltag. Danske Patienter har derfor udarbejdet ni forslag til, hvordan sundhedsvæsenet løser de store udfordringer til gavn for dem det handler om – nemlig patienter og pårørende.

Det handler blandt andet om, at vi får skabt fælles løsninger, større lighed og systematisk inddragelse af patienter og pårørende, hvis vi skal nå det fælles mål om at sikre bedre kvalitet i sundhedsvæsnet, udtaler direktør Morten Freil fra Danske Patienter.

Bedre sammenhæng

En af de største udfordring i sundhedsvæsenet er mangel på sammenhæng. Patienterne oplever at blive kastet rundt mellem afdelinger, rehabiliteringsforløb og almen praksis uden nogen har det samlede overblik.

Det fører til fejl, og patienterne oplever, at kontroller og undersøgelser bliver glemt, fordi der ikke bliver kommunikeret på tværs.

Det er helt afgørende, at vi får nedbrudt de siloer, som vi desværre oplever i dag, forklarer Morten Freil.

Problemet med siloer i sundhedsvæsenet er ikke nyt, men det er blevet mere aktuelt de seneste år, hvor antallet af patienter med komplekse forløb har været stigende. Det gælder eksempelvis kronikere og personer med multisygdom.

Denne patientgruppe har et særligt behov for en individuelt tilpasset plan, da de har forløb flere steder i sundhedsvæsenet.

Nøglen til at løse udfordringen med manglende sammenhæng er forpligtende samarbejder om fælles finansiering og organisering på tværs af hospitaler, kommuner og almen praksis, udtaler Morten Freil.

Almen praksis er et af de områder i sundhedsvæsenet, der er enormt presset. De seneste år har de praktiserende læger fået flere opgaver, og samtidig er der ingen til at overtage de ældre nedslidte lægers praksis.

Der er brug for permanente og supplerende alternativer til den almen praksis, vi kender i dag. Det kan eksempelvis være delestillinger mellem almen praksis og hospital og permanente regionsklinikker, udtaler Morten Freil.

Inddrag patienter og pårørende

En af de ting, som de nye regering har sagt, at de vil arbejde for, er bedre forhold for patienter og pårørende. Styrket inddragelse af patienter og pårørende vil være et oplagt sted at begynde.

Patienter og pårørende er de eneste, der oplever et behandlingsforløb fra start til slut. De har derfor en unik viden om, hvor der skal sættes ind for at skabe et effektivt sundhedsvæsen, der tager udgangspunkt i patienten, siger Morten Freil.

Inddragelse af patientens egne kompetencer og viden kan skabe bedre behandling og samtidig frigøre ressourcer i sundhedsvæsenet.

Vi har oplevet en positiv udvikling med brugerinddragelse i sundhedsvæsenet de seneste år, men indsatsen er stadig alt for spredt og usystematisk. Regeringen bør etablere initiativer, der sikrer, at inddragelse bliver en fast del af sundhedsvæsenets møde med patienter og pårørende, understreger Morten Freil.

Danske Patienter har allerede præsenteret løsningskataloget for den nye sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke på et møde.

Løsningskatalog

 

none

Læs mere om Danske Patienters ni forslag til regeringen i løsningskataloget her.

De ni forslag

1. Fælles løsninger og bedre sammenhæng

2. Større lighed i sundhed

3. Udvikling af almen praksis

4. Inddragelse af patienter og pårørendes viden

5. Bedre forhold for pårørende

6. Etableringen af et behandlingsråd

7. Løft psykiatrien

8. Investering i sundhed

9. Styrket indsats for børn med sygdom i folkeskolen