Her er Danske Patienters repræsentanter til nyt udvalg i Vælg Klogt

Vælg Klogt
Helen Mette Michael - bedømmelsesudvalg

Danske Patienter har udpeget tre repræsentanter til nyt bedømmelsesudvalg i Vælg Klogt. Udvalget skal se på, hvilke af de mange forslag til anbefalinger, Vælg Klogt har modtaget fra patienter, pårørende og sundhedspersoner, der bør arbejdes videre med.

Scanninger af lænderyggen, dobbelte blodprøver og faste diabeteskontroller. Det er blot nogle af de områder, som Vælg Klogt allerede har peget på som overflødige i det danske sundhedsvæsen.

Nu skal et bedømmelsesudvalg finde mindst 10 nye områder i sundhedsvæsenet med overflødige aktiviteter, der ikke gavner patienterne, som Vælg Klogt skal kaste sig over i den kommende tid. Målet er at frigøre ressourcer i form af tid, kompetencer og penge, som kan bruges andre steder i sundhedsvæsenet – ifølge estimater fra OECD er der helt op mod 30 procent at hente.

Patienter og læger er sammen i kampen mod det overflødige

Initiativtagerne til Vælg Klogt – Danske Patienter og de Lægevidenskabelige Selskaber – har hver udpeget tre repræsentanter til bedømmelsesudvalget. Dermed afspejler udvalget det ligeværdige samarbejde mellem læger og patienter, som er kernen i Vælg Klogt.

Danske Patienters repræsentanter er: 

  • Helen Bernt Andersen, formand for Kræftens Bekæmpelse
  • Mette Bryde Lind, direktør i Gigtforeningen 
  • Michael Buksti, direktør i Nyreforeningen

Bedømmelsesudvalgets medlemmer skal i løbet af foråret mødes og i fællesskab prioritere, hvilke af de flere end hundrede forslag, som Vælg Klogt har modtaget fra både klinikere, patienter, pårørende og andre, der skal omsættes til konkrete Vælg Klogt-anbefalinger.

De mange forslag vidner om en stor opbakning til den metode, vi arbejder efter i Vælg Klogt – og det vidner også om, at der fortsat er meget i sundhedsvæsenet, som kan skæres fra uden at man går på kompromis med patienternes behandling, siger Morten Freil, der er direktør i Danske Patienter og medlem af Vælg Klogts styregruppe.

Her er bedømmelsesudvalget

  • Helen Bernt Andersen
    formand for Kræftens Bekæmpelse
     
  • Jonatan Myrup Staalsø
    speciallæge i neurologi, Dansk Neurologisk Selskab 
     
  • Karolina Lewandowska
    speciallæge i almen medicin, Dansk Selskab for Almen Medicin
     
  • Mette Bryde Lind
    direktør i Gigtforeningen
     
  • Michael Buksti
    direktør i Nyreforeningen
     
  • Torben Knudsen
    klinisk professor, Dansk Selskab for Gastroenterologi og Hepatologi