Kvalitetsdatabaser kan forbedre sundhedsvæsenet

Høringssvar

Danske Patienter understreger vigtigheden af, at patienterne bevarer tilliden til databasernes indsamling og anvendelse af oplysninger.

Samlingen af alle kliniske kvalitetsdatabaser giver i kombination med andre sundhedsdata mulighed for at forbedre sundhedsvæsenets indsats. Det mener Danske Patienter, der har afgivet høringssvar i forbindelse med bekendtgørelsen om landsdækkende og regionale kliniske kvalitetsdatabaser.

Organisationen ser overordnet positivt på bekendtgørelsen, og understreger, at det er vigtigt, at oplysningerne i de kliniske databaser kan anvendes generelt. På den måde kan data i en hjertedatabase kombineret med data i cancerregistret måske bidrage til vigtig information om hjertebehandling og kræft.

Vær opmærksom på 'øvrige private oplysninger'

Men selvom den generelle anvendelse kan give ny og vigtig viden, advarer Danske Patienter samtidig mod, at såkaldte 'øvrige private oplysninger' bliver indberettet i databaserne. Det kan ifølge Danske Patienter føre til, at patienten enten tilbageholder vigtige oplysninger for lægen, eller at lægen ikke noterer visse ting, fordi lægen ikke mener, at det øvrige sundhedsvæsen skal have adgang til oplysningerne. Danske Patienter anbefaler derfor, at indberetningspligten kun gælder for oplysninger der er ’relevante’, så patienterne ikke mister tilliden til databasernes indsamling og anvendelse i data.

Læs hele høringssvaret her.