Nye regler: Nu kan alle patienter få erstatning efter fejlbehandling

Nyhed
none

Fra 1. juli får patienter styrkede rettigheder på erstatningsområdet. Som noget nyt kan psykiske mén også udløse erstatning, ligesom behandling på et plejehjem eller en institution bliver omfattet.

Frem over er det ikke kun patienter, der har fået fysiske skader efter en behandling på et hospital eller hos lægen, der kan få erstatning. Fra 1. juli træder nye regler i kraft, som betyder, at flere patienter kan være berettiget til erstatning efter fejlbehandling.

Det er et enigt Folketing, som tidligere på året har vedtaget en større udvidelse af Patienterstatningens dækningsområde, så alle patienter har de samme rettigheder.

Lovændringen sikrer, at patienter også kan søge om erstatning, hvis de får en skade efter sundhedsfaglig behandling på for eksempel et plejehjem eller på en social institution. De nye regler betyder også, at psykiske skader efter for eksempel medicin giver ret til erstatning.

Erstatninger bliver fredet

Derudover bliver allerede udbetalte erstatninger fredet. Det sker blandt andet efter, at Danske Patienter har påpeget, at det er uhensigtsmæssigt, at patienter tidligere kunne risikere, at en allerede udbetalt erstatning skulle betales tilbage, hvis ankenævnet afgjorde, at patienten slet ikke havde krav på erstatning, og ændrede afgørelsen.

Læs mere om de nye regler her.