Sygeplejersker skal tale om alternativ medicin

Nyhed
none

Dansk Sygeplejeråd vil have, at sygeplejersker taler åbent med patienter om alternativ medicin. Det skrev Ritzau den 12. november 2012. Danske Patienter er positive.

En undersøgelse viser, at omkring 70 procent af sygeplejerskerne sjældent eller aldrig taler med patienterne om alternativ behandling. Selv om en meget stor del af patienterne, og ikke mindst alvorligt syge patienter, er aktive brugere af tilbud uden for den etablerede medicin.

50 procent bruger alternativ medicin

Faktisk viser den seneste statistik på området, at mere end halvdelen af alle voksne danskere i 2010 brugte alternativ behandling, og Danske Patienter ved, at det kan være farligt at kombinere den alternative behandling med medicin, ordineret af lægen.

Det er kendt, at nogle former for alternativ behandling og naturmedicin kan påvirke eller ligefrem modvirke den traditionelle medicin. Så det er rigtig glædeligt, at sygeplejerskerne nu involverer sig i området, siger Direktør Morten Freil fra Danske Patienter til Ritzau.

Tavshed skaber barrierer

At der ikke bliver talt med patienterne om den alternative behandling, når de er i kontakt med de sundhedsprofessionelle, kan skabe barrierer mellem sundhedsvæsenet og patienterne.

Større åbenhed vil give patienterne mere tryghed og samtidig også større sikkerhed. Patienterne bruger rigtigt meget tid, energi og mange penge på alternative behandlinger. Når det etablerede sundhedsvæsen signalerer, at man ikke vil tale om det, så giver det et modsætningsforhold til patienten, siger direktør Morten Freil fra Danske Patienter til Ritzau.