Brugerbetaling alvorligt for patienter

Pressemeddelelse
none

Brugerbetaling på genoptræning og rehabilitering vil ramme patienter og kan i sidste ende føre til øgede udgifter, når patienter dropper ud af behandlingen.

Danske Patienter advarer mod brugerbetaling på genoptræning og rehabilitering, da ydelserne er helt afgørende for patienernes livkvalitet og funktionsniveau. Fremtidens udfordringer med flere ældre og kronisk syge skal i stedet løses ved bedre dialog med patienter, så ressourcestærke – der kan og vil – i højere grad tager del i egen behandling. Det er Danske Patienters reaktion på et nyt udspil fra Kommunernes Landsforening.

Patienter skal selv skaffe hjælp

I udspillet fra Kommunernes Landsforening lægges der op til, at ressourcestærke danskere, som rammes af kræft, hjertesygdom eller andre alvorlige lidelser, i vid udstrækning selv skal skaffe sig den genoptræning, vejledning og anden hjælp, som er nødvendig for at få en ordentlig tilværelse med en kronisk sygdom.

Forklaringen er, at der ikke råd til at hjælpe alle, og derfor bør tilbud om støtte til de op imod 1,5 mio. kronisk syge danskere primært rettes mod borgere med dårlige sociale vilkår, som bor alene, ikke har nogen uddannelse eller har anden etnisk baggrund end dansk.

Danske Patienter anerkender, at sundhedsvæsenet i fremtiden står overfor store udfordringer for at sikre, at alle patienter modtager den optimale rehabilitering. Men det kan blive alvorligt for patienterne hvis løsningen er brugerbetaling og hvis man lader det være op til patienten selv at opsøge tilbud.

Brugerbetaling betyder, at nogle patienter undlader at deltage i aktiviteter, som er helt afgørende for deres helbred, fordi de ikke er klar over de langsigtede konsekvenser af deres valg. Det gælder eksempelvis patienters brug af diætist, fysioterapi, rygestopkurser, psykolog m.v. I sidste ende vil patienternes dårligere helbred belaste sundhedsvæsenet andre steder, f.eks. ved flere indlæggelser på sygehusene. Kommunerne bliver nødt til at tænke i borgernes samlede helbred og livskvalitet og ikke snævert på at spare penge i egne kasser, udtaler Danske Patienters formand Lars Engberg.

Der er stor fornuft i at målrette indsatserne, så de mere ”ressourcestærke” borgere i højere grad tager del i egen behandling, for så vil ressourcerne kunne bruges på dem, der ikke er i stand til at tage var på sig selv.

Men spørgsmålet om hvad borgeren selv kan og vil tage aktivt del i, skal altid bygge på borgerens egen ønsker og muligheder. Mange mennesker med kroniske sygdomme ønsker selv at tage del i egen genoptræning og rehabilitering, og det skal naturligvis udnyttes, fortsætter Lars Engberg.