Danske Patienter får styrket psyken

Pressemeddelelse
none

Foreningen Bedre Psykiatri er blevet medlem af Danske Patienter. Det styrker paraplyorganisationen.

862.000. Det er nu antallet af medlemmer i Danske Patienters medlemsforeninger. Paraplyorganisationen er vokset, da foreningen Bedre Psykiatri er blevet en del fællesskabet.

Danske Patienter tæller nu 17 medlemsorganisationer og i alt 79 patientforeninger – og ser frem til Bedre Psykiatris deltagelse i paraplyens arbejde med blandt andet at sætte fokus på psykiske lidelser.

Psykiske udfordringer rammer patienter på tværs af alle de foreninger, vi repræsenterer. Mange undersøgelser viser således, at patienter med kronisk eller anden alvorlig sygdom har øget risiko for at udvikle psykiske lidelser som f.eks. depression og angst. Bedre Psykiatri har derfor et naturligt fællesskab med de øvrige organisationer i Danske Patienter og kan desuden bidrage med ny viden til paraplyen, siger formand Lars Engberg fra Danske Patienter.

Fælles front for bedre forhold i psykiatrien

Bedre Psykiatri er en forening for pårørende til personer med en psykisk sygdom. Foreningen er således ikke diagnosespecifik, men beskæftiger sig med de psykiske udfordringer over et bredt felt.

Det er de samme mekanismer, der går igennem alle mennesker, der bliver ramt af en psykisk lidelse. Psykisk sygdom rammer bredt og skaber ofte stor afmagt og skyldfølelse hos den enkelte. Med indtrædelse i Danske Patienter håber vi at kunne styrke psykiatrien i samarbejde med de øvrige foreninger i paraplyen, siger landsformand Ebbe Henningsen fra Bedre Psykiatri.

Pårørende spiller vigtig rolle

Og det er ikke kun i forhold til psykiatrien, at Bedre Psykiatri kan bidrage til arbejdet i Danske Patienter. Bedre Psykiatri har nemlig stor viden om et andet af Danske Patienters fokusområder – pårørende. Som pårørendeforening kender Bedre Psykiatri om nogen til de behov pårørende har – og de udfordringer pårørende møder.

Netværk og pårørende spiller en stor rolle i patienters liv og behandlingsforløb. Og de er ikke alene en ressource for patienten, men også for sundhedsvæsenet, i det de kan bidrage med vigtig viden om både de fysiske, psykiske og sociale forhold i relation til patienten. Derfor skal vi også sikre os, at pårørende bliver ordentligt inddraget i den psykisk sårbares behandlingsforløb, at de får den information, de har behov for, og får mulighed for at sige fra og søge hjælp, når det hele bliver for hårdt, understreger Ebbe Henningsen.