Danske Patienter udvider centralt udvalg: Her er de nye medlemmer

Nyhed
Nye medlemmer af Danske Patienters forretningsudvalg

Danske Patienters medlemskreds er vokset stødt siden organisationen blev etableret i 2007. Nu er det besluttet, at den politiske ledelse skal styrkes - og det sker ved at udvide forretningsudvalget fra seks til otte medlemmer samt en forperson.

Der er tre nye ansigter i Danske Patienters forretningsudvalg. Det er netop afgjort på det årlige repræsentantskabsmøde, hvor samtlige patient- og pårørendeorganisationer under Danske Patienter mødes. 

På mødet var der valg til forretningsudvalget, fordi Klaus Høm fra Scleroseforeningen har siddet i de maksimale seks år og derfor ikke kunne genopstille. 

Derudover blev det besluttet at udvide forretningsudvalget med to ekstra pladser, så udvalget i højere grad afspejler diversiteten i medlemskredsen, som har været stødt stigende de senere år. 

Medlemsforeningerne dækker både store og små patient- og pårørendeforeninger og sygdomsområder inden for alt fra kræft, hjerte, psykiatri, lunge, hjerne og allergier til fertilitetsområdet, muskelsvind og øjne. 

På repræsentantskabsmødet blev endnu en patientforening – Depressionsforeningen – optaget i paraplyen. Læs mere her.

Her er udvalget

Danske Patienters nye forretningsudvalg består af repræsentanter fra otte medlemsforeninger samt en forperson:

  • Klaus Lunding, forperson for Danske Patienter
  • Anne Holm, direktør i Astma-Allergi Danmark 
  • Helen Bernt Andersen, formand for Kræftens Bekæmpelse
  • Henrik Ib Jørgensen, direktør i Muskelsvindfonden (ny)
  • Malene Deele, landsformand i Nyreforeningen 
  • Marijke Vittrup, direktør i Øjenforeningen (ny – tidligere suppleant)
  • Mette Bryde Lind, direktør i Gigtforeningen
  • Ruth Lauge, næstforperson i Bedre Psykiatri (ny)
  • Torben Mogensen, formand for Lungeforeningen

Forretningsudvalget holder fem til seks møder årligt, hvor man træffer beslutninger vedrørende Danske Patienters aktiviteter.

Ud over tre nye medlemmer af forretningsudvalget, blev Klaus Lunding genvalgt som forperson for Danske Patienter. Dermed fortsætter han også som forperson for forretningsudvalget.