Danske Patienter udvider medlemskredsen

Pressemeddelelse
none

Amputationsforeningen er optaget som nyt medlem i Danske Patienter. Paraplyorganisationen dækker nu over 24 organisationer med i alt 105 foreninger, der repræsenterer mennesker med både fysiske og psykiske kroniske og langvarige sygdomme.

I 2022 gik det næppe nogens næse forbi, at en række patienter har fået amputeret deres ben, selvom det kunne have været forebygget. Sagen fik både Danske Patienter og Amputationsforeningen til at rette kritik af de ansvarlige i regionerne, og det blev også startskuddet til en tæt dialog mellem de to organisationer – en dialog, som nu er blevet til et formelt samarbejde.

Amputationsforeningen er netop optaget som Danske Patienters 24. medlemsforening. Danske Patienters formand glæder sig over udvidelsen:

Vi står nu endnu stærkere som talerør for mange hundredetusinde danskere, og får samtidig styrket vores vidensgrundlag om blandt andet amputationer, livslang genoptræning og patientrettet forebyggelse, siger Klaus Lunding.

Mange fælles dagsordner med andre patientforeninger

Amputationsforeningen er stiftet i 2012 – først og fremmest med et formål om at hjælpe den enkelte amputerede ved at skabe netværk med andre i samme situation samt at sikre, at de ansatte i sundhedsvæsenet har viden om amputeredes behov.

De seneste år har foreningen dog udviklet sig til også at være en politisk interesseorganisation, der blander sig i den offentlige debat. Derfor er et medlemskab af Danske Patienter et naturligt skridt, fortæller foreningens formand, Marianne Palm:

Mange af de situationer vi som amputerede står med, er desværre også relevante for andre sygdomme. Sundhedsvæsenet er hullet som en si, og det står højt på vores dagsorden at sikre en bedre sammenhæng hele vejen fra den praktiserende læge til genoptræningen, siger hun og fortsætter:
Jeg ser frem til, at vi kan løfte mange af de sundhedspolitiske problemstillinger i fællesskab med de øvrige medlemmer af Danske Patienter.

Fakta om Amputationsforeningen

  • Foreningen er stiftet i 2012 og har aktuelt omkring 600 medlemmer.
     
  • Hvert år får 1.800 borgere amputeret en kropsdel.
     
  • Behovet for at amputere kan blandt andet skyldes åreforkalkninger eller følgevirkninger af andre sygdomme, men det kan også være nødvendigt efter trafik- og faldulykker.