”De gav mig en chance for at være med”

Børnenes historier

Forståelse og accept på efterskolen gjorde Pernille i stand til at få nye venskaber, lappe faglige huller og tage styringen over sin sygdom.

Angst, medfødt hjertefejl og kroniske smerter i ryggen – Pernille er det, man kalder multisyg. I en alder af 16 år har livet budt på mange faglige og sociale udfordringer, særligt i folkeskolen. Men et år på efterskole viste sig at ændre alt.

Hårde år i folkeskolen

Pernilles multisygdom har givet hende både faglige og sociale udfordringer. Lærerne i folkeskolen tog ikke hensyn og pressede Pernille til at deltage i aktiviteter, som hun ikke burde.

I løbet af ottende klasse kunne Pernille ikke længere følge med i undervisningen på grund af tiltagende rygsmerter og kronisk træthed. Hun var ofte nødt til at tage hjem fra skole, fordi hun ikke havde mulighed for at hvile sig et sted. Derfor gik hun glip af vigtig undervisning og kom bagud fagligt. Sygdommen havde desuden gjort Pernille genert og indadvendt, og hun havde ikke det samme overskud som andre elever.

Den manglende forståelse fra lærerne gjorde Pernille utryg og fik hende til at skjule sin sygdom. Hun husker specielt en episode fra ottende klasse, hvor hun blev nødt til at tage hjem for at hvile sig. Lærerens reaktion var at få en dreng i klassen til at tage armbøjninger og forklare Pernille, at hendes træthed ville forsvinde, hvis hun gjorde det samme.

Efterskolen forandrede alt

Pernilles liv tog dog en drejning, da hun i niende klasse kom på efterskole. Det viste sig at være det bedste valg, hun nogensinde havde taget.

Livet på efterskolen var helt anderledes end i folkeskoen. Forstanderparret har et barn med hjertefejl – og dét gjorde det nemmere for dem at forstå Pernilles situation. Desuden var der et par andre elever, der også havde en sygdom. Alle elever var klar over det, men det var ikke noget, der blev gjort et stort nummer ud af. På efterskolen følte Pernille sig derfor accepteret fra starten.

I folkeskolen oplevede Pernille ikke, at der blev arrangeret aktiviteter, hvor hun kunne deltage. Men det var anderledes, da efterskolen tog på skitur til Norge. Pernille kan ikke stå på ski på grund af sin sygdom, men forstanderen blev tilbage på hotellet med hende, hvor de så film og spillede spil.

På efterskolen var de med andre ord opmærksomme på Pernilles særlige behov. Hun fik specialhjælp til at indhente det faglige og skolen gav Pernille mulighed for at deltage i planlægningen af eget forløb. At være en del af et fællesskab gjorde, at Pernille turde at være sig selv både sammen med kammeraterne og i skolen.

Hvis jeg sagde, at jeg gik over for at hvile mig, så var det helt okay for læreren. De troede på, at jeg bedst vidste, hvad der var bedst for mig, siger Pernille.

Selvtillid til at tage styring over sygdom

Pernille følte sig accepteret og tryg på efterskolen. Det betød, at hun kunne fokusere på det faglige i stedet for på at skjule sin sygdom. Pernille fik hurtigt bedre karakterer og flere af veninder, der alle var forstående over for hendes sygdom. Hun oplevede at føle sig inkluderet, og at de andre elever passede på hende og hjalp hende med at sige fra i forhold til sin sygdom.

Medvinden på efterskolen gav Pernille mere selvtillid. Det gjorde, at hun selv turde at snakke med både lærer og læger, hvor det tidligere var hendes mor, der havde kontakten.

Tidligere blev jeg meget beskyttet, så jeg havde brug for at komme væk. Det var blandt andet også derfor, at det var så godt for mig at komme på efterskole, siger Pernille.

Pernilles råd til andre unge i samme situation er, at det ikke hjælper noget at skjule sin sygdom. I stedet skal man acceptere den – men uden at den kommer til at dominere hele hverdagen.

Venskaber betyder alverden

Skole for mig har lavet en temapublikation, der belyser, hvorfor venner er så vigtige – og særligt når man lider af en kronisk eller langvarig sygdom. 

Hent publikationen ved at klikke på billedet.

venner_forskel_pdf_forside.png

Hvad er multisygdom?

Næsten 1,2 millioner danskere lider af to eller flere kroniske sygdomme – også kaldet multisygdom. Danske Patienter har lavet et helt tema om emnet.

Her kan du læse personlige historier, blive klogere på fakta og finde ud af, hvorfor brugerinddragelse er særligt vigtigt.

Find temaet om multisygdom her.

Hvad kan lærere gøre?

none
Lærere spiller en vigtig rolle i syge skolebørns dagligdag. Derfor har Skole for mig samlet fem tiltag, som lærere kan bruge for at gøre skoledagen nemmere for eleven med kronsik eller langvarig sygdom.

Find de fem tiltag her.