Et pænt og nødvendigt løft til sundhedsområdet

Pressemeddelelse
none

Finanslovsudkastet rummer gode prioriteringer for sundhedsområdet, men der tale om en stram ramme, der kun tillader, at sundhedsvæsenet holder skinnet på næsen.

Danske Patienter er tilfredse med, at regeringen prioriterer sundhedsvæsenet i finanslovsudkastet for 2016. Men set i lyset af det enorme pres, som de stigende medicinudgifter og udviklingen i befolkningen med flere ældre og kronisk syge lægger på sundhedsvæsenet, er der tale om en stram ramme.

Finansloven prioriterer midler til at afhjælpe overbelægning på de medicinske afdelinger, midler til ny dyr medicin og hurtig udredning.

Det er positivt, at der afsættes midler til dækning af de stigende medicinudgifter. Det giver patienter mulighed for at få adgang til den bedste medicin. Det er også positivt, at der kommer et forstærket fokus på at afhjælpe overbelægning på hospitalerne, som kan sikre de ældre medicinske patienter værdige og sikre indlæggelsesforløb. Men trods regeringens prioriteringer er der opsat en stram ramme, som kun tillader, at sundhedsvæsenet holder skinnet på næsen i forhold til de massive udfordringer med stadigt flere ældre og øgede udgifter til medicin, siger formand Lars Engberg fra Danske Patienter.

Danske Patienter finder det positivt, at regeringen ikke lægger op til etablering af et prioriteringsinstitut, der skal sætte pris på, hvor meget en type medicin må koste. Det er en kortsigtet og forkert løsning, der fører til, at patienter nægtes medicin, der virker. For at imødekomme udfordringerne er der brug for en bredere analyse, som kan pege på de langsigtede løsninger, der kan sikre effektiv udnyttelse af sundhedsvæsenets ressourcer.

Retning for inddragelse af patienter og pårørende

Inddragelse af patienter og pårørende er et vigtigt middel til at sikre kvalitet i behandlingen og til at imødekomme fremtidens udfordringer.

Danske Patienter er derfor tilfredse med, at der i finanslovsudkastet er afsat midler til styrke inddragelse. Det skal ske gennem systematisk anvendelse af patienters oplysninger om livskvalitet og funktionsniveau og gennem udvikling af beslutningsstøtteredskaber, der sikrer, at vigtige valg træffes i partnerskab mellem læge og patient.

Danske Patienter er dog bekymrede for, om man kan realisere de gode intentioner, da midlerne til at styrke inddragelsen er færre end den tidligere regering lagde op til i foråret.

Det er uhyre vigtigt, at inddragelse af patienter og pårørende prioriteres, og at vi får sat retning på indsatsen - fra spredte initiativer til vidensbaserede indsatser. Det skaber kvalitet i behandlingen og styrker patienternes evne til egenomsorg og egenbehandling, understreger Lars Engberg.

Hvad med kvaliteten?

Danske Patienter er bekymrede for, om initiativerne i finanslovsudkastet understøtter høj og ensartet kvalitet på de danske sygehuse.

Det er godt, at regeringen vil øge fokus på de overordnede resultater af sundhedsvæsenets indsats. Men Den Danske Kvalitetsmodel er nedlagt, og det efterlader hospitalsvæsenet i et tomrum i forhold til at sikre kvalitet i de daglige processer som for eksempel hygiejne og medicinhåndtering. Der er behov for at understøtte personalet i dette arbejde.

Tomrummet skal hurtigst muligt udfyldes af en solid model for kvalitetsarbejdet, der både fokuserer på resultater og processer.