Evaluering af reform lover godt

Pressemeddelelse
none

Evalueringen af kommunalreformen peger på nogle væsentlige udviklingsområder og en række løsningsforslag, som vil kunne styrke kvaliteten af sundhedsvæsenets samlede indsats.

Danske Patienter er overordnet meget positive over for de klare stramninger af samarbejdsrelationen mellem almen praksis, kommune og region, som evalueringen lægger op til.

Styrket genoptræning

Evalueringen anbefaler, at regionerne får et større ansvar for definering af genoptræningsydelsen til patienter med komplekse genoptræningsbehov.

Det er godt at styrke kvaliteten af genoptræningsindsatsen til patienter med komplekse genoptræningsbehov. Men der skal også stilles faglige krav til genoptræningsindsatsen i kommunerne til patienter med mindre komplicerede genoptræningsbehov for at imødegå den geografiske ulighed, som vi ser i dag, siger formand Lars Engberg fra Danske Patienter.

Behov for rehabiliteringsplaner

Samtidig lægger evalueringen op til, at genoptræning skal planlægges i sammenhæng med øvrige rehabiliteringsindsatser.

Vi er tilfredse med, at man i evalueringen erkender behovet for sammenhæng mellem genoptræningsindsatsen og den bredere rehabilitering. Det er et område, som Danske Patienter gerne ser konkretiseret til, at genoptræningsplanerne bliver erstattet af rehabiliteringsplaner, tilføjer Lars Engberg.

Ja til fem basisaftaler med tilhørende kvalitetskrav

En af anbefalingerne er, at de nuværende 98 sundhedsaftaler mellem regioner og kommuner skæres ned til fem basisaftaler.

Det kan være fornuftigt at indføre fem basisaftaler for at sikre større ensartethed. Men det er helt afgørende, at det følges op med skærpede nationale krav til indholdet, så de ikke bliver defineret ud fra den mindst ambitiøse kommune i en region, afslutter Lars Engberg. 

Baggrund

Kommunalreformen trådte i kraft den 1. januar 2007. Den indebar etablering af fem regioner, som overtog ansvaret for driften af sygehusene. Kommunerne fik samtidig en række nye opgaver på sundhedsområdet.

Evalueringen af kommunalreformen blev iværksat af regeringen i februar 2012. Evalueringen er offentliggjort den 1. marts 2013 og er sendt i høring til den 8.april 2013.