Fem principper skal sikre den rette styring af sundhedsvæsenet

Pressemeddelelse

Lægeforeningen, Danske Patienter og Danske Regioner kommer nu med en klar udmelding til regering og Folketinget om, hvordan sundhedsvæsenet frem over bør styres. Fem principper skal sætte retningen.

Inden sommer skal det besluttes, hvordan sundhedsvæsenet skal styres, efter produktivitetskravet med dets årlige krav om to procent mere aktivitet uden flere penge er suspenderet. Lægeforeningen, Danske Patienter og Danske Regioner er derfor gået sammen om fem principper for bedre styring af et mere sammenhængende sundhedsvæsen.

Parterne ønsker et stærkt og sammenhængende sundhedsvæsen – og det skal en ny model for styring bidrage til.

Vi siger klart nej til en strammere styring af sundhedsvæsenet. Tiden er løbet fra produktivitetskravet. Det skal ikke kun suspenderes, men helt væk, for der er i forvejen masser af styring i sundhedsvæsenet. Vi mener, at regionerne skal holdes op på, om de leverer god kvalitet og lever op til eksisterende krav som f.eks. udredningsretten og budgetloven. Det vil skabe bedre forudsætninger for at arbejde med sammenhæng i sundhedsvæsenet, siger Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen.

Mere fleksibel styring

Hos Danske Regioner pointerer formand Stephanie Lose, at regionerne fortsat vil stå på mål for at skabe mere og bedre sundhed for pengene, og at patientrettigheder, nationale sundhedsmål og stram budgethåndtering er garanter for en sikker og god styring af sundhedsvæsenet.

Vi er nødt til at gøre tingene anderledes i sundhedsvæsenet, hvis vi frem over skal få enderne til at nå sammen og sikre befolkningen den bedst mulige sundhed for de ressourcer, der er til rådighed. Det skal statens styring skabe rammerne for. Patienterne skal kunne tilbydes hele eller dele af deres behandling tættere på deres hverdag – for eksempel i samarbejde med kommuner eller almen praksis. Og hospitalerne skal arbejde anderledes for at understøtte det, siger Stephanie Lose.

Kassetænkning skal undgås

Ifølge Danske Patienter er det nødvendigt at skabe en styringsmodel, som ikke direkte kobler økonomiske incitamenter og kvalitet, da det skaber en uhensigtsmæssig adfærd i sundhedsvæsenet. I stedet skal den styrke sammenhængskraften mellem sektorerne.

Sammenhæng på tværs giver bedre kvalitet i behandlingen. Og derfor skal en ny model for styring af sundhedsvæsenet skabe rammer, der sikrer, at fælles ledelse og fælles finansiering for sektorerne kan blive virkelighed. Vi kan derved undgå den kassetænkning, der i dag forhindrer patienter og pårørende i at få en effektiv behandling, siger formand Camilla Hersom fra Danske Patienter. 

Se de fem principper for styring af et sammenhængende sundhedsvæsen her.

Økonomi som gulerod forringer behandlingen af patienter

Danske Patienter fremlagde sine perspektiver på en ny styringsmodel den 5. april 2018, der blandt andet forklarer, hvorfor det er så uheldigt at styre med økonomiske incitamenter.

Læs perspektiverne her.

Fælles finansiering

Danske Patienter har tidligere udarbejdet fire bud på, hvordan man kan implementere fælles finansiering og ledelse i sundhedsvæsenet.

Det er sket sammen med Lægeforeningen, Dansk Sygeplejeråd og FOA.

Se de fire bud her.