Forløbskoordination og udredning til patienter

Pressemeddelelse

Nye initiativer på sundhedsområdet vil hjælpe på de udfordringer, som undersøgelser og faglige erfaringer viser, at der eksisterer i forhold til medicinske patienter.

Af TV2 Nyhederne i går og dagens aviser fremgår det, at SF og Socialdemokratiet vil sikre hurtig udredning af medicinske patienter, forløbsplaner inden for 24 timer og forløbskoordinatorer, der kan hjælpe patienterne ordentligt igennem det samlede sygdomsforløb.

Det er præcis, de behov, vi har fokuseret på gennem det seneste halvandet år. Vi har løbende gjort opmærksom på problemerne med sammenhæng i patientforløbene – blandt andet i juni 2010, hvor vi offentliggjorde et indspil om netop behovet for rettigheder til de medicinske patienter. I september samme år kom vi med et nyt indspil i samarbejde med Ældresagen, som blandt andet bygger på positive erfaringer fra Norge, understreger formand Lars Engberg fra Danske Patienter.

Danske Patienter er derfor positivt indstillet over for de nye initiativer, der er kommet frem på sundhedsområdet, og vil sørge for at holde oppositionen fast på sine løfter, hvis de skulle ende med at komme i regering.

Solidt fagligt grundlag

Fra chefkonsulent i Danske Patienter, Annette Wandel, lyder det, at det er helt afgørende, at man sætter fokus på de medicinske patienter.

Mange undersøgelser viser, at der er store koordinationsproblemer, fejl og informationssvigt i forhold til de medicinske patienters samlede sygdomsforløb. Der er således et solidt fagligt grundlag for ændringer i forhold til processen omkring de medicinske patienter. Helt generelt har man haft alt for lidt fokus på de patientgrupper, der ikke skal opereres. Deres forløb er ofte meget rodede, patienterne ligger på gangene og ser ofte ikke de specialister, de har haft brug for, siger hun.

Glæde over initiativer

En af de patientgrupper, der får glæde af de nye initiativer – hvis de bliver gennemført vel at mærke – er lungepatienterne.

Mange af vores patienter oplever at blive kastet rundt i systemet. De er for længe om at blive udredt og får dermed ikke den nødvendige behandling i tide. Derfor er det rigtig godt, at man fra politikernes side nu har fokus på, at medicinske patienter får en forløbsplan inden for 24 timer – og desuden får en forløbskoordinator, der kan sikre et ordentligt forløb fra begyndelse til slut. Det er vi meget glade for – og det er noget, vi nu håber, bliver implementeret for alvor, udtaler medlem af Danske Patienter, direktør Anne Brandt fra Danmarks Lungeforening.