Forløbsplan til medicinske patienter

Pressemeddelelse
none

Den medicinske patient skal have ret til egen forløbsplan, foreslår Danske Patienter og Ældre Sagen.

Medicinske patienter svigtes i det danske sundhedsvæsen. Det er på tide, at den svageste patientgruppe i samfundet får rettigheder, som skal sikre kvaliteten af deres forløb. Ældre Sagen og Danske Patienter foreslår en individuel forløbsplan for medicinske patienter.

For at komme de dårlige vilkår for de medicinske patienter til livs er det nødvendig, at disse patienter også får nogle konkrete rettigheder. Danske Patienter og Ældre Sagen foreslår et sæt af konkrete rettigheder, samlet i en individuel forløbsplan.

Medicinske patienter har brug for værdige og sammenhængende forløb af højeste kvalitet. I dag bliver medicinske patienter nedprioriteret i det danske sundhedsvæsen, fordi de hverken er omfattet af behandlingsgaranti, forløbsprogrammer eller andre forpligtende kvalitetskrav. Det er på høje tid, at der kommer konkrete initiativer, som kan sikre de medicinske patienter værdige forløb", siger Danske Patienters formand, Lars Engberg.

De konkrete rettigheder i den individuelle forløbsplan, giver blandt andet den medicinske patient ret til 1) tværfaglig og tværsektoriel planlægning af det samlede forløb, 2) udredning ved erfaren medicinsk speciallæge, 3) en forløbskoordinator, som følger patienten gennem hele forløbet på tværs af sektorer og specialer.

Vi er blevet inspireret af positive erfaringer fra Norge, hvor patienter med behov for langvarig og koordineret indsats har ret til en individuel plan. Retten går på tværs af sundheds- og socialsektoren, det er der også brug for i Danmark, så ingen patienter oplever at gå fra hospital til kommune til praktiserende læge, uden at nogen tager ansvar for den samlede indsats, siger Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup.

Forpligtende rettigheder vil både kunne løfte kvaliteten i den enkeltes forløb - hvor både udredning, behandling og rehabilitering sættes hurtigt i gang på baggrund af den bedste faglige viden – Forpligtende rettigheder vil også kunne lette arbejdsgange og arbejdspres for det sundhedsfaglige personale i hele sundhedsvæsenet.

Danske Patienter og Ældre Sagen ønsker, at rettighederne skal blive en del af den nationale handlingsplan, som regeringen og Dansk Folkeparti har besluttet, skal udarbejdes for det medicinske område.

Se indspil og yderligere oplysninger på www.aeldresagen.dk