Forvirring skaber dårligere behandling

Pressemeddelelse
none

Sundhedsprofessionelle har svært ved at inddrage patienter rigtigt, fordi der er forskellige forståelser af, hvad inddragelse af patienter er.

En ny undersøgelse fra ViBIS – Videnscenter for Brugerinddragelse i Sundhedsvæsenet – viser, at medarbejderne i sundhedsvæsenet har så mange forskellige forståelser af, hvad inddragelse af patienter vil sige, at det forhindrer dem i at inddrage patienterne på den rigtige måde. Det skaber dårligere behandlingsresultater.

Patientinddragelse giver færre fejl

Både danske og udenlandske projekter og undersøgelser viser, at når man formår at inddrage patienter i planlægningen af patienternes egen behandling og i udviklingen af sundhedsvæsenet, så opnår man langt bedre behandlingsresultater. Patientinddragelse kan blandt andet betyde, at der bliver begået færre fejl i sundhedsvæsenet, at patienterne tager deres medicin, som de skal, og at de bliver i en behandling, de ellers ville være droppet ud af. Dermed slipper mange patienter for unødige genindlæggelser, og de får det generelt bedre.

På trods af de gode resultater med inddragelse af patienter, er man i Danmark langt bagud i forhold til at få patientinddragelse implementeret i praksis. En ny undersøgelse fra ViBIS viser, at forvirring omkring, hvad det vil sige at inddrage, er en stor barriere.

De sundhedsprofessionelle vil virkeligt gerne inddrage patienterne, og der er mange ildsjæle blandt dem. Problemet er, at mange ikke ved, hvad det egentligt vil sige at inddrage. De efterspørger derfor en klar definition af inddragelse, men også nogle redskaber, som de kan bruge i praksis. Det håber vi at kunne bidrage med, siger projektleder Alexandra Jönsson fra ViBIS.

Støtte sikrer ny viden

Hele undersøgelsen bliver offentliggjort i forsommeren 2013. Og i forlængelse heraf bliver en større spørgeskemaundersøgelse også offentliggjort. I sidstnævnte har man spurgt et bredt udsnit af læger og sygeplejersker i Danmark til deres forståelse af brugerinddragelse.

Gennemførelsen af undersøgelserne er gjort muligt med støtte fra TrygFonden, der også spillede en afgørende rolle i etableringen af ViBIS. TrygFonden har netop bevilget videnscentret yderligere fire millioner kroner, der skal sikre et fremtidigt fokus på inddragelse af patienter og pårørende i sundhedsvæsenet.

Vi ved, hvor vigtigt det er at inddrage patienter og pårørende, og vi er glade for at se, at man også blandt de sundhedsprofessionelle viser stor interesse for at arbejde mere målrettet med at inddrage patienter. Derfor har vi valgt at støtte ViBIS, da vi gerne vil bidrage til at skabe et solidt fundament for viden- og erfaringsudvikling på området, udtaler direktør Gurli Martinussen fra TrygFonden.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er kvalitativ.

Den bygger på kontakt med tre forskellige hospitaler.

Der er gennemført interview med 19 sundhedsprofessionelle.

Der er gennemført 10 dages observation.