KL holder fast i uheldig silo-tankegang
KL's sundhedsudspil bidrager med positive initiativer, men man gør ikke op med det silo-opdelte sundhedsvæsen.
Den kommunale sundhedsindsats skal frem over bygge på faglig evidens og nationale, kliniske retningslinjer. Det gør Kommunernes Landsforening (KL) klart i deres nye sundhedsudspil ”Det nære sundhedsvæsen”. Det skaber glæde i Danske Patienter.
Der er brug for nationale, kliniske retningslinjer, så vi kan få skabt en ordentlig kvalitet og en lige adgang til de kommunale sundhedsydelser på tværs af kommunegrænser. Desuden er det positivt, at KL lægger op til systematisk dokumentation og til evaluering af de kommunale indsatser, siger formand Lars Engberg fra Danske Patienter.
Desværre ser det ud til, at KL glemmer, at kommunerne er en del af et samlet sundhedsvæsen.
Ingen sammenhæng
KL har udarbejdet en model, der ikke lægger op til samarbejde med regionerne – og der er mange eksempler, der peger i retning af, at KL vil opbygge parallelsystemer til de regionale indsatser.
Dette ses blandt andet i forslaget om, at kommunerne skal til at udvikle en national kommunal strategi for telemedicin. Telemedicin går dog på tværs af sektorer, og udviklingen af nye løsninger bør tage udgangspunkt i patientens samlede behandling – ellers ender man med løsninger, der ikke kommer patienten til gode og dermed ikke skaber den ønskede effekt.
Brug for samlet strategi
Både på regionalt og nationalt plan arbejder man med strategier for telemedicin, og der er ikke brug for flere strategier, der står alene. I stedet bør kommuner, regioner og stat gå sammen om en samlet strategi.
Kommunerne skal melde sig ind i det samlede sundhedsvæsen. KL’s sundhedsudspil lægger på mange måder op til en slåskamp med regionerne. Det er meget uheldigt. Der er brug for, at man tager udgangspunkt i patienternes behov – behov, der går på tværs af sektorer. Derfor er det vigtigt, at parterne sammen udvikler løsninger – og ikke konkurrerer og dermed tager patienterne som gidsler, siger Lars Engberg.
Danske Patienter mener desuden, at KL burde fokusere skarpere på rettidig genoptræning – dvs. igangsættelse af genoptræning inden for uge. Derudover vækker KL’s stratificeringsmodel bekymring, da den lægger op til en standardiseret vurdering af den enkelte patients behov for ydelser, hvor man ikke forholder sig til patientens motivation samt viden om egen behandling og sygdomsforløb.
