Lærere mangler redskaber til at håndtere syge elever

De er der – børnene, der er ramt af kroniske og langvarige sygdomme. Og ifølge statistikken burde der sidde en lille håndfuld i hver klasse. Men da projektet Skole for mig begyndte i efteråret 2014, kneb det med at få etableret samarbejde med skolerne. Flere skoler meldte endda tilbage, at projektet ikke var relevant for dem, fordi de ikke har elever, der er ramt af sygdom.

Projektleder for Skole for mig Charlotte Bredahl Jacobsen indleder derfor artiklen i Tidsskriftet for Specialpædagogik sådan:

Kan det virkelig passe? Er vi i gang med at løse en udfordring, som er ekstrem sjælden ude på skolerne? Eller er der noget derude på skolerne, som gør udfordringerne og sygdommene usynlige?

Svært at se det, man ikke hører om

Flere af de skoleansatte, som det lykkes Skole for mig at få kontakt til, vil gerne stille op til interviews – selvom de understreger, at de ikke føler, at de kan bidrage med så meget, fordi de ikke selv har erfaring med elever, der er ramt af sygdom.

Men som interviewene skrider frem, kommer otte ud af de 14 skoleansatte i tanke om, at de alligevel har elever, der er ramt af sygdom. Det er der ifølge projektleder for Skole for mig Charlotte Bredahl Jacobsen en god forklaring på.

Når lærere står med 27 børn og skal have en klasse til at fungere, så er det oftest de børn, der har de mest synlige mistrivselsproblemer, der får opmærksomheden. Problemet for børn, der er kronisk eller langvarigt syge, er, at de har svært ved at være synlige, fordi de enten ikke er til stede eller fordi de gør alt, hvad de kan, for at sygdommen ikke fylder for meget, fortæller projektleder Charlotte Bredahl Jacobsen.

Når lærerne er opmærksomme på, at de har en elev, der er udfordret på grund af sygdom, viser erfaringer fra interviewene desuden, at lærerne forsøger at håndtere situationen alene – blandt andet fordi de tænker, at skolens budgetter alligevel ikke tillader, at der bliver sat særlige støttesystemet i værk.

Derfor bliver ledelsen og de øvrige lærerteams først involveret, når elevens problemer har vokset sig så store, at den enkelte lærer ikke længere kan løse problemet på egen hånd. Og det har konsekvenser, fordi det betyder, at små tiltag ikke længere er nok til at løse elevens udfordringer.

Behov for fraværspædagogik

En væsentlig erfaring, som Skole for mig har gjort sig på baggrund af interviewene, er, at lærerne mangler viden og redskaber til at håndtere et af de helt store problemer, som syge børn slås med: Fravær.

Det er en vigtig problematik for skolerne at arbejde med, fordi fraværet både påvirker børnenes faglige niveau og sociale tilknytning til klassekammeraterne. Får man ikke håndteret situationen i tide, bliver det ofte uoverskueligt for børnene at vende tilbage efter for eksempel en længere indlæggelse.

Fravær fylder overraskende lidt hos de lærere og pædagoger, som Skole for mig har interviewet. Og der er ingen systematisk indsats i forhold til, hvordan de håndterer situationen, når en elev pludselig bliver ramt af langvarigt fravær.

Hvor er erfaringerne med at inkludere dem, som ikke er fysisk til stede i de faglige fællesskaber? En pædagogik, som fastholder børnene fagligt og socialt, når de ikke er til stede, kan gøre en kæmpe forskel, skriver Charlotte Bredahl Jacobsen i Tidsskriftet for Specialpædagogik

Samlet set har de 14 interviews gjort Skole for mig klogere på, hvilke behov lærerne har for bedre at kunne håndtere elever, der er ramt af sygdom – især dem, der er fraværende.

Vi ved nu, at lærerne er opmærksomme på de her børn, og at de gerne vil gøre noget ved problemet, men at de ikke altid har viden og redskaber til at se problemet – især ikke, når børnene ikke er fysisk til stede. Det, der virkelig er behov for, er en aktiv fraværspædagogik, slutter Charlotte Bredahl Jacobsen.