Line hjælper syge børn tilbage i skole

Interview
none

Vi skal blive bedre til at hjælpe børn tilbage i skolen igen efter langvarigt fravær, mener Line Willum. For tre år siden sagde hun sit job som folkeskolelærer op for at arbejde som fraværsrådgiver.

En børnenes ambassadør. Sådan beskriver 40-årige Line Willum sin funktion som fraværsrådgiver – eller skole-fraværskonsulent, som det egentlig hedder.

Som fraværsrådgiver er Line Willum børnenes talerør i samarbejdet med skolen, når de langsomt skal vænne sig til skolelivet igen efter en periode med langvarigt fravær. Hun er bindeleddet mellem skolen og hjemmet – og hun forhandler aftaler med skolen, som kan tilgodese, hvad den enkelte elev har behov for, for at kunne komme tilbage til klassen igen.

Line er ikke ansat på en skole, men i Københavns Kommune. Det er typisk efter en underretning til kommunens socialforvaltning fra en socialrådgiver, skolen eller familien selv om, at et barn har ”bekymrende fravær”, at Line kommer ind i billedet.

To vigtige ting, skolerne skal vide

Fraværet kan være på grund af sygdom, kriser i familien, dødsfald, skilsmisser eller skoletræthed. Uanset hvad årsagen er, mener Line, at der er to vigtige ting, som skoler skal arbejde aktivt med, når en elev skal hjælpes tilbage til hverdagen i klassen.

Det første drejer sig om relationen mellem lærer og elev. Line laver ofte øvelser med lærergruppen, for at få dem til at forstå, hvor vigtigt det er for eleven.

Det er meget svært at komme i skole, når man ikke har en god relation til lærerne, så det er helt afgørende, siger Line Willum.

Den anden ting, som Line mener er vigtig, er den gode modtagelse.

Lærerne skal ikke sige’ Nææ, der kommer månedens gæst!’. Man må godt være anerkendende og sige ’ fedt, at du er tilbage’, men det er vigtigt for eleven, at han eller hun falder naturligt ind i klassens fællesskab igen, siger Line Willum.

Reduceret skema er udgangspunktet

Alle forløb med en fraværsrådgiver er individuelt tilrettelagt efter den enkelte elevs behov. Nogle har kun brug for hjælp til at komme ud af døren og over på skolen, mens andre også har brug for støtte i timerne – for eksempel på grund af angst.

none

Selvom alle forløb er forskellige, når Line skal hjælpe elever tilbage i skolen igen, arbejder hun dog ofte med en metode, hvor hun farvelægger skoleskemaet i samarbejde med eleven i rød, gul og grøn. Det giver et fælles overblik over, hvor de kan starte og om der er timer, som eleven især har behov for støtte i.

Samtidig kan hun bruge det til at vise fremskridt for eleven, når de røde timer bliver færre, mens der kommer flere grønne timer. Det er med til at holde motivationen oppe, når det er svært, har Line erfaret.

Et reduceret skema bør ifølge Line Willum være udgangspunktet, når en elev skal tilbage i skole efter lange perioder med fravær. Hun har erfaret, at det har stor betydning for forløbet, at eleven kommer hurtigst muligt tilbage i skolen, men at det gøres bedst ved at tage små skridt og starte stille og roligt ud.

Jeg synes, at det er tankevækkende, at man forventer af børn, at de kommer tilbage med 100 procent fra dag ét. Det ville man aldrig forvente af en voksen, der for eksempel havde været igennem et sygdomsforløb, siger Line Willum.

Også her må Line i forhandling med skolerne, der skal godkende planen. Hun oplever dog generelt, at lærerne er glade for de ting, hun foreslår, og ikke mindst den funktion hun har. Lærerne føler ofte, at de har løbet panden mod muren i samarbejde med forældrene, og derfor er det befriende, at Line er mellemmand.

Fraværsrådgiver – sådan arbejder Line

none

Line Willum er ansat i Københavns Kommune. Hun dækker 10-12 skoler i Brønshøj, Husum og Vanløse og har typisk seks forløb med elever ad gangen.

Varigheden af et forløb er meget individuelt – nogle forløb tager kun et par måneder, mens andre tager mere end et år.

Når Line får en ny elev:

  • laver hun en tidslinje for, hvornår fraværet startede, og hvad der ledte op til det.
  • laver hun relationsarbejde mellem lærere og den pågældende elev.
  • farvelægger hun skoleskemaet som trafiklys i samarbejde med eleven, for at finde ud af, hvor de nemmest kan starte.

Sådan hjælper du elever tilbage efter langvarigt fravær

Læs også det tema, som Skole for mig har lavet omkring skolebørn og langvarigt fravær. Her fortæller en række børn, hvad der har virket for dem – og hvordan man som lærer kan gribe det an.