Nyt hospital inddrager børn med virtuelle metoder og leg

Inddragelse
none

BørneRiget skal fra 2025 tage imod børn og familier under ét tag. Med apps, virtual reality og leg inddrager hospitalet børnene i designet af hospitalet for at sikre de bedst mulige rammer for fremtidens patienter.

Mødet med sundhedsvæsenet og en hospitalshverdag er ikke altid særlig børnevenligt, men børn og deres familier kan bruge så lang tid på et sengeafsnit, at det bliver deres andet hjem. Derfor er det vigtigt, at de har indflydelse på både de fysiske rammer og daglig praksis.

Kreative metoder og workshops

Nogle gange giver det god mening at spørge børn direkte om deres behov og følelser, men de har ikke altid lyst til at snakke. I den forbindelse ser BørneRiget et stort potentiale i kreativitet og leg på flere niveauer. De har blandt andet lavet tegneøvelser med børnene i deres forundersøgelse til planlægningen af BørneRigets fysiske og praktiske rammer:

Vi bad en 7-årig pige om at tegne sin patientstue, mens vi interviewede hende i hjemmet. Hendes tegning lignede den rigtige stue, men der var også ting på tegningen, som ikke var der i virkeligheden – for eksempel tre rulleskærme. Hun forklarede, at de var der, fordi det kunne være rart for hende at få lidt ro, når hun var træt. Det havde hun nok ikke sagt, hvis hun bare var blevet spurgt direkte til hendes behov, fortæller Elisabeth Ginsberg, Leder for strategi og innovation i BørneRiget

Ud over interviews med børn og etnografiske undersøgelser, har BørneRiget også brugt workshops som redskab til at samle nye indsigter. Her samarbejder børnepatienter, pårørende og medarbejdere i grupper, hvor de arbejder med nye ideer og løsningsforslag. Det gøres også på kreativ vis, så grupperne kan samles om noget håndgribeligt, for eksempel Legoklodser, der kan rykkes rundt på.

På den måde udligner man det skæve forhold mellem voksne og børn, forklarer Elisabeth Ginsberg

Deres erfaringer med workshops viser, at patienterne bidrager med anderledes indsigter end de andre deltagere:

Projektgruppens idé var, at vi skulle have store lækre køkkenalrum på sengeafsnittene. En 12-årig dreng med kræft sagde så, at madlugten ville betyde, at han ikke kunne være der, fordi hans sygdom gav ham meget kvalme. Vi ved jo godt at kvalme er en gene for mange patienter, men drengen, som har oplevet det på egen krop, kunne bare hurtigere bringe den viden i spil, fortæller Elisabeth Ginsberg

Digitale metoder til at inddrage børn

I forbindelse med BørneRigets planlægning brugte projektgruppen antropologiske metoder. De har blandt andet fulgt børn og familier rundt i både direkte og virtuel forstand. BørneRiget har eksempelvis brugt en app, hvori brugere kan løse opgaver ved hjælp af tekst, optagelser, billeder eller video. Herigennem fik de indsigt i nogle situationer og forhold, de ellers ikke havde adgang til.

En mor havde valgt at tage et billede af en lille tedåse, som hendes søn sad med i hånden, og da vi spurgte hende hvorfor, fortalte hun, at de tog den med, fordi han godt kunne lide at dufte til den. Han brød sig nemlig ikke om hospitalslugten, fortæller Elisabeth Ginsberg

Brugen af det virtuelle har været med til at understøtte BørneRiget i at møde børn med leg og omsorg. De har blandt andet oprettet en lege-database, PlayPedia, lavet Virtual Reality-fremvisninger og en app ved navn ”Mit Følgedyr”.

I ”Mit Følgedyr” får barnet en ægte bamse og en app med en bamse, som selv skal igennem det samme som barnet, så de kan følges ad. Inden hospitalsbesøget kan barnet gætte, hvilke instrumenter, for eksempel en nål, de skal bruge på hospitalet.

De får det afdramatiseret, når de gør det til et spil, siger Elisabeth Ginsberg

Barnet får også en stressmåler på, der sender informationer til appen. Hvis barnet bliver stresset, så ændrer bamsen adfærd inde i appen, og så kan barnet berolige bamsen på forskellige måder. Også denne app er udviklet i samarbejde med børn, som har været med til at teste prototyperne.

Principperne skal leve videre i praksis

Når BørneRiget står klar i 2025, fortsætter de med at inddrage og anerkende børns behov. Derfor er det også vigtigt at understrege, at deres visioner og principper ikke kun handler om bygningens design, men om adfærd.

”Se mig, spørg mig, lad mig” er ét princip, som beskriver et vigtigt grundlag for BørneRigets videre virke, ifølge Elisabeth Ginsberg:

Det handler om at anerkende børnenes tilstedeværelse på hospitalet og give dem plads til at være dem, der ”fører an”, når de kan.

Apps som ”Mit Følgedyr” og indsamlingen af viden og redskaber på tværs af afdelinger er med til at institutionalisere visionerne, så de lever videre og kan bygges ovenpå i fremtiden. BørneRiget har desuden planer om at forske i legens rolle i børnesundhed.

BørneRigets forundersøgelse

boerneriget2_spot.jpg

BørneRiget foretog en omfattende undersøgelse før planlægningen af hospitalet startede. Her brugte de antropologiske metoder til at forstå børnenes hospitalsverden. Virtual Reality-fremvisninger og workshops med lego er blot eksempler på deres børnevenlige tiltag. 

Find forundersøgelsen her.

Inddragelse af børn med sygdom

The referenced media source is missing and needs to be re-embedded.

Børneinddragelse kan foregå på forskellige niveauer, og det er vigtigt for dem at blive inkluderet i deres eget forløb både i hjemmet og på hospitalet, for manglende medbestemmelse og information kan føre til følelsen af kontroltab og unødige bekymringer.

Læs mere her. 

Ny lege-database til inspiration

The referenced media source is missing and needs to be re-embedded.

BørneRiget har udgivet en lege-database ,"PlayPedia", som skal inspirere brugen af leg i klinisk praksis. Her findes bamser, bordtennis, robotter, magiske handsker og meget mere. 

Se PlayPedia her. 

Børnerådet håndbog i børneinddragelse

The referenced media source is missing and needs to be re-embedded.

Børnerådet har udgivet en håndbog, der skal være med til at sikre, at børn og unge bliver inddraget i egne patientforløb. 

Find håndbogen her.