Økonomiaftalen er bekymrende

Pressemeddelelse
none

Danske Patienter er meget bekymrede over økonomiaftalen. Den ser ud til at udhule budgetterne med intet mindre end 1,5 milliarder kroner.

Man vil tilføre 475 millioner kroner til sundhedsvæsenet, hvilket svarer til en stigning på under 0,5 procent. Dette skal sammenholdes med de øgede krav om, at man skal forbedre produktiviteten med hele 2 procent. Gennem produktivitetsforbedringerne skal man således sikre flere behandlinger – man skal altså merproducere for, hvad der svarer til 2 milliarder kroner. Reelt ser det derfor ud til, at man udhuler sundhedsvæsenet med minimum 1,5 milliarder kroner – det er dybt bekymrende og meget alvorligt.

Flere fejl – og mere overbelægning

Økonomiaftalen får konsekvenser. Den vil øge presset på sundhedsvæsenet betydeligt – og det er med risiko for en markant stigning i overbelægningen på landets hospitaler og en fortsat manglende overholdelse af loven om ret til udredning inden for fire uger. Desuden vil presset øge risikoen for fejl og utilsigtede hændelser – med andre ord: Patienternes sikkerhed er på spil!

I Danmark er vi samtidigt i en udvikling, hvor antallet af ældre og kronisk syge stiger markant – det vil i sig selv øge presset på sundhedsvæsenet, så det er ikke nu, at man skal begynde at udhule budgetterne.

Der er heldigvis også lyspunkter. Der er således masser af gode intentioner om at skabe øget sammenhæng i patienternes forløb i økonomiaftalen med KL. Her afsætter man midler til at prioritere patientrettet forebyggelse – 350 millioner kroner blev det til, som blandt andet skal være med til at aflaste hospitalerne ved at forebygge genindlæggelser.

Glemmer man de psykisk syge?

I Danske Patienter mener vi, at det er meget usikkert, hvad der kommer til at ske i psykiatrien, da økonomiaftalen forudsætter, at der opnås enighed om at afsætte midler til det psykiske område via satspuljerne.

Der er behov for et markant og varigt løft af psykiatrien, og det undrer os, at både regeringen og regionerne taler højt om alle de tiltag, der er nødvendige at gennemføre på det psykiske område – men så laver en aftale, hvor der slet ikke er nogle nye tiltag at se.

Emne