Pædagog hjælper skolens syge børn

På skolen, hvor pædagogen Ditte Rosenkrands arbejder, har de børn med forskellige diagnoser. Hun kender dem alle sammen, da det ofte er hende, der melder sig til at gøre en ekstra indsats for de børn på skolen, der bliver ramt af sygdom.

Vi har en del med ADHD og nogle med slem OCD – en af dem er faktisk indlagt lige nu. Så er der en del med spiseforstyrrelser og to børn med svær børnegigt. Og et par stykker med diabetes og epilepsi, fortæller Ditte Rosenkrands.

De skal have de samme muligheder

Det betyder meget for Ditte Rosenkrands, at alle børn på skolen har de samme muligheder og vilkår – også selv om de er ramt af sygdom. Derfor har hun været på flere kurser, så hun blandt andet kan hjælpe de børn, der får medicin. Hun har lært at skifte en insulinpumpe, og hun har været på kursus på en epilepsiafdeling, hvor hun har lært at give stesolid. Det har gjort Ditte Rosenkrands i stand til at hjælpe børnene, så de nu har mulighed for tage med på lejrtur.

Vi har den holdning, at de børn også skal med på koloni, hvis forældrene og vi selv er trygge ved det. Vi har blandt andet haft en med rigtig svær diabetes. Jeg har haft nattevagt, når vi er på ture. Jeg holder mig vågen hele natten, fordi hendes blodsukker skal måles hele tiden, fortæller Ditte Rosenkrands.

Det er ikke kun de børn, der får medicin, som får hjælp. Ditte Rosenkrands oplever også, at forældre til børn med psykiske lidelser inviterer hende med på børnepsykiatrisk afdeling, når man skal finde ud af, hvad barnet fejler.

På den måde sikrer vi, at forældre og pædagoger får den samme viden om barnets diagnose og kan samarbejde om at skabe nogle rammer både i hjemmet, i skolen og i klubben, som passer til barnet, fortæller Ditte Rosenkrands.

Bruger egen erfaring

En sygdom, som Ditte Rosenkrands kender ekstra godt, er spiseforstyrrelser. Da Ditte Rosenkrands’ egen datter begyndte på efterskole, udviklede hun anoreksi. En sygdom, som rammer mange i teenageårerne. Den erfaring har gjort, at hun ser det med det samme, hvis nogle af eleverne begynder at vise symptomer.

Jeg spotter dem 10 gange hurtigere end de andre, og jeg er meget hurtig til at reagere, siger hun.

Hvis en af eleverne viser tegn på spiseforstyrrelser, kontakter Ditte Rosenkrands først deres lærere. Hvis lærerne deler hendes bekymring, ringer hun til forældrene for at høre, hvad de oplever derhjemme. Hvis de oplever de samme problemer, fortæller Ditte Rosenkrands dem, hvor de kan søge hjælp.

Jeg forklarer, hvorfor det er mig, der ringer. Og så fortæller jeg dem, hvor de kan læse om problemet – og hvor de kan søge hjælp. Så skal de ikke opfinde den dybe tallerken midt i alt deres kaos, forklarer Ditte Rosenkrands.

Hvis sygdomsforløbet fortsætter, sørger hun for hele tiden at bevare kontakten til forældrene – også selvom de ikke efterspørger hjælp.

Man ringer ikke selv, man skal ringes op. Sådan er det med forældre til rigtigt syge børn - de beder ikke om hjælp, fortæller Ditte Rosenkrands.

Tør røre ved det, der gør ondt

Det er Ditte Rosenkrands’ erfaring, at pædagoger og lærere supplerer hinanden på en vigtig måde i skolen.

Vi pædagoger er mere opmærksomme på trivsel, og vi tør tage fat på de mere tabubelagte emner. Vi tør røre ved det, der gør ondt, og vi er fantasifulde og kan lege os ud af det, fortæller Ditte Rosenkrands, som håber, at de kompetencer i endnu højere grad vil blive brugt i skolen fremover.