Patienter har fået mere indflydelse på behandlingen
Ny evaluering viser, at de patienter, der har været en del af storskalaprojektet Det Brugerinddragende Hospital på Aarhus Universitetshospital, har fået langt større indflydelse på deres behandling.
100 procent. Så meget er andelen af patienter, der føler sig inddraget i egen behandling, steget på en af hospitalsafdelingerne i projektet Det Brugerinddragende Hospital, der er et samarbejde mellem Videnscenter for Brugerinddragelse i Sundhedsvæsenet (ViBIS), Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital (AUH).
► Læs også: Bedre behandling og større patienttilfredshed – uden brug af ekstra ressourcer
Fra Den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser, som gennemføres hvert år i regi af Danske Regioner, fremgår det, at hver fjerde patient på landsplan ikke føler, at de får ordentlig mulighed for at deltage i beslutninger om deres behandling og pleje. Derfor er det vigtigt, at man arbejder på indsatser, der kan sikre patienterne større indflydelse.
Fra 30 til 60 procent
En af de afdelinger, der for alvor er rykket, er Kæbekirurgisk Afdeling. Før projektet gik i gang på hospitalet, følte blot 30 procent af afdelingens patienter sig inddraget. Nu er andelen steget til 60 procent.
Afdelingen har arbejdet med at udvikle et dialogark, som de gennemgår sammen med patienten. I første omgang har de udviklet det til afdelingens patienter med anderledes vækst i kæbeleddet, men allerede nu er de ved at se på, hvordan de kan udvikle et værktøj til andre af deres patientgrupper, så også de bliver en del af den positive udvikling på afdelingen.
► Læs også: Anbefalinger: Sådan opnår man vellykket brugerinddragelse
Operation eller ej?
Julie Bock på 22 år er en af afdelingens unge patienter, der har haft gavn af Kæbekirurgisk Afdelings dialogark og anderledes tilgang til arbejdet.
De gode erfaringer fra arbejdet på AUH skal nu udbredes til resten af landet, hvor afdelinger på Rigshospitalet, Sydvestjysk Sygehus og Herlev-Gentofte Hospital allerede har sagt ja til at samarbejde med ViBIS om implementering af nye metoder til patientinddragelse.
I dag, torsdag, mødes 180 sundhedsprofessionelle til erfaringsdeling om Det Brugerinddragende Hospital på Centralværkstedet i Aarhus. Konferencen åbnes af innovationsminister Sophie Løhde.
Evalueringsrapport
Læs evalueringsrapporten fra Det Brugerinddragende Hospital. Tryk på billedet for at downloade rapporten.
6 anbefalinger til brugerinddragelse
ViBIS præsenterer her seks anbefalinger til arbejdet med metoderne fælles beslutningstagning og brugerstyret behandling på hospitaler. Download anbefalingerne ved at klikke på billedet.