Psykiatrien bliver styrket i Danske Patienter: Depressionsforeningen melder sig ind

Pressemeddelelse
Netværk_samarbejde_hjerne

Endnu en patientforening slutter sig til paraplyorganisationen Danske Patienter. Med Depressionsforeningen i medlemskredsen står organisationen nu endnu stærkere på psykiatriområdet.

Depressionsforeningen er netop optaget som ny medlemsforening af Danske Patienter. Dermed har paraplyen nu 25 medlemsorganisationer, der repræsenterer i alt 106 foreninger og til sammen 900.000 medlemmer.

Optagelsen er sket på Danske Patienters årlige repræsentantskabsmøde, hvor samtlige af Danske Patienters medlemsforeninger mødes.

Depressionsforeningen arbejder for at sikre mere viden, mindre stigmatisering og bedre behandlingstilbud til mennesker ramt af depression og bipolar lidelse. Omkring 250.000 danskere bliver hvert år ramt af en let, middel eller svær depression, mens op mod 60.000 bliver diagnosticeret med bipolar lidelse i løbet af deres liv.

Mange fælles dagsordner

Danske Patienters formand, Klaus Lunding, er glad for, at patienters og pårørendes fælles talerør nu står endnu stærkere – særligt på psykiatriområdet. Med Depressionsforeningen ombord er der desuden mulighed for endnu flere synergier på tværs af medforeningerne:

Depressionsforeningen kan bidrage med vigtig viden på et område, der berører flere af de patientgrupper, som vi repræsenterer. Det tærer på den mentale trivsel at leve med en kronisk eller alvorlig sygdom, og risikoen for at få en depression er højere. Samtidig er foreningens fokus på afstigmatisering en vigtig dagsorden, som går igen hos mange af vores medlemsforeninger, siger Klaus Lunding og fortsætter:

Vi glæder os til samarbejdet og til, at vi sammen kan skabe endnu mere viden om udfordringer og løsninger på psykiatriområdet.

Netop samarbejdet med andre patientforeninger om at løfte fælles dagsordner er Depressionsforeningens baggrund for at søge om optagelse i paraplyen, fortæller foreningens generalsekretær Morten Ronnenberg Møller:

Vi ser Danske Patienter som et vigtigt forum for vidensdeling og sparring, så vi kan udvikle vores forening til gavn for de mange danskere, der er berørt af depression og bipolar lidelse. Sammen med de andre patientforeninger får vi en endnu stærkere stemme, som vi blandt andet vil bruge til at arbejde for bedre sammenhæng i behandlingen mellem det somatiske og det psykiatriske område. Dét er der hårdt brug for, siger han.

Bliver ikke set som hele mennesker

Depression er en psykisk lidelse, der viser sig ved en konstant følelse af nedtrykthed og meningsløshed. Det er en længerevarende og i nogle tilfælde invaliderende og tilbagevendende sygdom, som kan gøre det svært at passe et arbejde og have negative konsekvenser for den ramtes relationer – ikke mindst de pårørende. 

Vi ved også, at fysiske sygdomme ofte bliver overset, når man er i behandling i psykiatrien. Man bliver ikke altid set som et helt menneske i mødet med sundhedsvæsenet, og det kan have store konsekvenser for den enkelte og for samfundsøkonomien, siger Morten Ronnenberg Møller og slutter: 

Grundlæggende har psykiatrien brug for et gevaldigt løft, hvis behandlingen skal ligestilles med somatikken. Den dagsorden kan vi bedst løfte som en fælles sag sammen med Danske Patienter og de andre medlemsforeninger.

Om Depressionsforeningen

Foreningen har til formål at sikre de bedst mulige forhold for mennesker med depression, bipolar lidelse og deres pårørende. 

Foreningen arbejder for en afstigmatisering af sygdommene ved at øge viden og skabe forståelse for sygdommene. 

Læs mere på depressionsforeningen.dk